Når man kaster sig over en så speciel hobby som knivmageri, bliver man med jævne mellemrum spurgt om noget i retning af: "Hvorfor i alverden bruger du dog så mange timer på at lave knive, når man kan købe brugsklare knive i byggemarkedet for 39,85 ??". Stillet overfor den slags spørgsmål, er man nødt til at tænke sagerne igennem, og dette lille epos er en samling af nogle af de tanker og observationer jeg har gjort de sidste par år.

    Overordnet er svaret egentligt ganske enkelt: jeg laver knive, fordi jeg ikke kan lade være !! Filosofien bag dette svar er nogenlunde den samme som når bjergbestigere bliver spurgt: "why do you climp mountains ?", og så svarer: "because they are there !". Denne overordnede betragtning bør nok uddybes på en række specifikke punkter, og det er det, jeg vil forsøge at gøre i det følgende.   

Den første årsag til selv at lave knive man kommer i tanke om, er nok den fascination af knive, som ganske mange mennesker, mest af han-køn, er i besiddelse af. Hvad der er den egentlige årsag til denne fascination synes jeg er svært at fastslå, men en del af forklaringen er helt sikkert, at kniven er det mest fundamentale værktøj, der nogensinde er udviklet. Det er i sin simpleste form et af de første stykker værktøj mennesket brugte, og det er stadig et værktøj vi alle dagligt anvender i en eller anden form.     Jeg føler mig overbevist om, at denne erkendelse ligger dybt i de fleste, men også, at vi i vores moderne samfund undertrykker glæden ved et godt stykke værktøj, fordi de fleste i det daglige vil kunne klare sig med seriefremstillede metervarer. Når man så bliver præsenteret for en håndlavet kniv af høj kvalitet, vil de fleste opleve at den hengemte/undertrykte fascination vækkes til live, og man må simpelthen "se kniven med fingrene". Jeg er helt sikkert selv meget fascineret af knive, og har stor fornøjelse af at se på knive, føle dem i hånden, beundre den håndværksmæssige færdiggørelse og opleve de designmæssige forskelle.

Som endnu en årsag kan nævnes fornøjelsen ved at finde nye og spændende materialer og måder at anvende dem på. I knivsammenhæng er der i praksis ikke de store begrænsninger på dette område, og man kan selv efter mange år som knivmager med lethed stadig finde nye udfordringer. Jeg synes altid det er meget spændende at montere en kniv med et nyt skæftemateriale, og opleve hvordan materialets struktur og specielle egenskaber kommer frem i lyset, efterhånden som processen skrider frem. Der er også altid en historie bag et materiale: hvor kommer det fra, hvad er årsagen til den specielle farve, hvilken bearbejdningsmetode giver de bedste resultater, osv., og disse baggrundsoplysninger synes jeg altid er meget spændende at finde frem til, enten ved at læse sig til det, snakke med eksperter på området, eller ved simpelthen at prøve sig frem.     En tredje god grund til at arbejde med fremstilling af håndlavede knive, er muligheden for at få afløb for nogle af de indestængte lyster: trangen til at være kreativ, trangen til at skabe noget fysisk, trangen til at lære at beherske nogle nye teknikker. De fleste vil i dag tilbringe en stor del af deres hverdag med computerarbejde eller andre administrativt lignende opgaver, og når man så får fri, er det aldeles pragtfuldt og mentalt nødvendigt at beskæftige sig med "håndens arbejde" frem for "åndens arbejde".

    Der findes naturligvis mange forskellige aktiviteter, der åbner mulighed for at arbejde med ovennævnte, men netop knivmageri synes jeg er specielt velegnet. I processen med at skabe en ny kniv, vil man uvægerligt komme omkring en hel del forskellige aspekter, så som: designarbejde, hvor man forsøger at skabe et sammenhængende udtryk i de forskellige dele af kniven; metalarbejde, når klingen skal bearbejdes (hvad enten dette nu omfatter smedning, slibning, eller blot finjustering af en færdig klinge); arbejde i træ, horn, ben eller lignende, når skæftet skal udformes; og læderarbejde, når man kaster sig over skeden. Hvert af disse elementer kræver øvelse og fordybelse at mestre, og man erfarer hurtigt, at det er en livslang proces, man er startet på.

Min oplevelse er helt klart, at jo mere man arbejder med et emne, jo mere kommer man i dybden. Man finder bl.a. ud af, at der ikke er grænser for hvor meget man kan forbedre sit designmæssige udtryk, og selvom man er kommet meget langt med sit håndværk, er der altid plads til forbedring af detaljerne. Netop denne mulighed for at koncentrere sig og forbyde sig 100% i en enkelt aktivitet, er af meget stor betydning. Jeg tror det er en af de allerbedste former for psykoterapi, fordi man gennem koncentrationen kan udelukke alle andre ting, og dermed få fred for de stress-faktorer, der gnaver i den mentale energi. Det betyder i praksis, at man kan opleve at være mere ovenpå efter en lang aften på værkstedet, end hvis man sætter sig foran fjernsynet og "slapper af".     Jeg tror det ville være en stor fordel, hvis flere fik øjnene op for denne sammenhæng, og i stedet for diverse kemiske hjælpemidler, simpelthen trak noget mere på den indre energi, som vi alle besidder. Hvis man i perioder vender hverdagen ryggen, og sætter sig ind i sit lønkammer med en ny klinge og et smukt stykke træ, vil man opdage den pragtfulde indre ro og ægte mentale afslappelse.

    Endnu en god grund til at kaste sig over knivmageriet som hobby, er det netværk af "brødre i ånden" som findes blandt knivmagere. Første gang man mødes med andre knivinteresserede, vil man som oftest opleve, at man med det samme finder en naturlig plads i selskabet. Det er ganske morsomt at opleve, at man kan være sammen med folk i ganske lang tid omkring knivinteressen, uden at man kommer ind på deres baggrund socialt og uddannelsesmæssigt. I knivkredse kan man "være noget ved musikken", alene på grund af sine evner indenfor netop knivmageriet. Og når man først er indenfor i varmen, vil der være en meget stor videnbank at trække på, hvis man støder på et problem, som man ikke umiddelbart selv kan løse.

Paradoksalt nok er der i knivkredse ikke særlig mange kvindelige deltagere. Dette er på den ene side beklageligt, fordi det betyder, at den kvindelige indfaldsvinkel til tingene ikke bliver dækket helt så grundigt af, som det kunne ønskes. Man taler ofte om feminine og maskuline måder at se tingene på, men jeg tror de fleste mennesker besidder begge dele, og når man arbejder på at få de forskellige egenskaber frem i lyset, vil de fleste kunne dække hele spekteret nogenlunde af.     På den anden side giver den meget skæve kønsfordeling ofte muligheden for at en flok mænd kan få lov til at trække sig tilbage en hel weekend, og sammen dyrke den fælles knivinteresse. Det kan måske virke lidt "gammeldags" at nævne denne mulighed som noget positivt, men jeg tror faktisk de fleste synes det er fantastisk hyggeligt og givende, og det giver ihvertfald en anden stemning i selskabet. Når dette er sagt, skal det dog fastslåes, at kvinder altid er meget velkomne i foreningen.

    Når man først er grebet af "knivmagerbacillen", er det en meget sejlivet mikrobe at komme af med igen. De fleste, der bliver grebet af knivmageriet, vil opleve, at det "at lave kniv" bliver en tilstand snarere end en begivenhed. Læg i øvrigt mærke til at det hedder "at lave kniv", selvom der er tale om mange knive. Det er således ikke genstanden, der fokuseres på, men processen / tilstanden. Man vil oftest opleve, at hver gang en kniv er færdig, er den næste allerede godt igang på det mentale niveau. Når man selv har lavet en given kniv, ved man også lige præcist, på hvilke områder den ikke helt lever op til intentionerne: "den næste kniv skal være lige lidt anderledes dér og dér", og så bliver det ganske svært at få stoppet igen. Når man så deltager i diverse udstillinger, seminarer eller knivtræf kommer man oftest hjem med et utal af nye impulser, og starter talrige nye projekter op, hvor alle de nye ideer skal afprøves i praksis.

    Endelig vil jeg nævne, at det også har stor betydning at opleve, at andre synes så godt om de knive man laver, at det kan lykkes at sælge én i ny og næ. Jeg synes, det som oftest er meget givende at sidde på en udstilling, og få en meget direkte tilbagemelding på det jeg laver. Det er ganske tydeligt, at mange mennesker idag lægger stor vægt på at eje noget virkeligt unikt, noget der med garanti kun findes i et enkelt eksemplar. Det betyder, at mange idag er villige til at betale den forholdsvis høje pris for en håndlavet kvalitetskniv, hvor det ikke udelukkende er brugsværdien, der tæller. Dette giver mulighed for at man kan arbejde i dyre materialer som sølv, narhvaltand og eksotiske træsorter, og komme med sit helt personlige bud på hvordan brugsværdi, materialevalg, farver og design skal gå op i en højere enhed i en enkelt kniv. Det lykkes givetvis aldrig til fuldkommenhed, men så længe jeg selv føler at jeg kommer stadig tættere på dette uopnåelige mål, synes jeg det er spændende og udviklende at lave kniv.

    På nuværende tidspunkt (efteråret 1999) har jeg lavet godt 70 knive, og det er meget sjovt at sidde og bladre billedalbummet igennem. Jeg er ikke selv i tvivl om, at der er sket ganske meget siden min første kniv, men jeg er heller ikke i tvivl om, at der skal ske mindst lige så meget undervejs med de næste 70 knive !

    Skulle nogen efter læsning af ovenstående have fået lyst til at kommentere, uddybe eller supplere mine tanker og observationer, vil jeg blive meget glad for en tilbagemelding via E-mail.

                                                                                    Jens Rahbek

Hvis du er kommet ind på denne side gennem et direkte link, TRYK HER