indlæg med filede kanter

Jeg hører til dem, som ved næsten enhver given lejlighed har stået og beundret Leif Reiersens knive. Han har virkelig fundet sin form – eller sit udtryk, om man vil – og laver mange knive, som jeg vil beskrive som: "variationer over et godt tema". Karakteristisk for knivene er den helt igennem fornemme finish , og Leif’s håndværksmæssige dygtighed på sølvarbejdet er nærmest legendarisk. Men der er navnlig én detalje som jeg mange gange har stået og kigget på: de flotte filede indlæg i skæftet.

En lille brugskniv med filet indlæg bygget på en af Uwe Molzen's smukke klinger i RWL-34 stål. Materialerne er iøvrigt: forplade i narhvaltand, indlæg i sterling sølv og skæfte i masurbirk. Omkring sølvpladen er der indlagt 2 stykker sort fiberplade.

Som altid når man som knivmager ser en spændende detalje, begynder de små grå at rotere, og man spekulerer:"hvordan kan man dog lave det så præcist ?" Min undren skyldtes nok først og fremmest at jeg hører til dem, som har monteret alle delene af skæftet på tangen med 2-komponent epoxylim INDEN jeg begyndte at save, raspe, file og slibe formen ud. Når man anvender denne gennemprøvede metode, er det meget vanskeligt at se hvordan man kan lave filede kanter på indlæggene. Har Leif så godt styr på sine former, at han kan file indlæggene ud inden han former skæftet ? Efter moden overvejelse fandt jeg frem til at end ikke Leif Reiersen ville kunne styre dette tilstrækkeligt præcist, så der måtte være en anden metode.

Heldigvis holder Knivforeningen jo seminar hvert andet år i Skjern (kan meget varmt anbefales – husk at melde til i god tid næste gang det afholdes !), og i 2001 var Leif Reiersen en af demonstratorerne – så der fik jeg endelig forklaringen. Og som så ofte tidligere måtte jeg sande at løsningen på vanskelige problemer tit er såre simpel: man samler bare skæftet UDEN lim, så det kan adskilles efter man har fundet den endelige form. Hvis man anvender gennemgående tange med gevind i enden, skal alle dele tilpasses så tilpas præcist, at de ikke kan dreje eller på anden måde flytte sig under bearbejdningen – kun holdt sammen med en møtrik i enden af skæftet.

Da tangen på de håndsmedede klinger ofte har en varierende form, er det en klar fordel at anvende nogle styretappe i hver samling. Jeg filer hullerne i emnerne til så de passer rimelig præcist på tangen, og så borer jeg et lille hul gennem alle delene i hver samling på en gang. Jeg bruger runde dykkere til styretappe, og vælger ofte f.eks. en 16/40 dykker, som jo har en diameter på 1,6mm. Når jeg borer et 1,6mm hul til denne styretap bliver det ofte lidt for stramt, men så kan man justere tykkelsen af sømmet lidt ved at slibe det let med sandpapir indtil det passer præcist. Man kan sikkert købe ståltråd med mere præcis diameter, men søm er så dejligt billige ! Jeg bruger normalt 2 styretappe i hver samling, én over og én under tangen.

En anden lille detalje som gør arbejdet meget lettere, er at file en lille rille i skæftet ved hver samling. Det er ganske vist en smagssag om man kan lide sådanne riller i det færdige skæfte, men de behøver ikke være hverken særlig brede eller dybe, så de føles ikke ret meget når man holder skæftet i hånden. Denne detalje har 2 funktioner: for det første vil den effektivt skjule en eventuel lille fejl under samlingen af skæftet, og for det andet vil man undgå at der med tiden bliver mærkbare overgange mellem materialerne, som jo arbejder som funktion af temperatur og fugt. Sidstnævnte årsag er også grunden til at man ser disse riller på knive som ikke har filede indlæg – de svagt mærkbare overgange mellem materialerne bliver pludseligt tilsigtede fra knivmagerens side, og opleves ikke som "fejl"…

Når så skæftet er færdigformet, kan det hele adskilles som et avanceret samlesæt, og det giver mange muligheder for at fortsætte bearbejdningen af de enkelte dele, specielt naturligvis med bearbejdninger som ikke kan lade sig gøre at udføre på samlede skæfter. Man kan forestille sig mange spændende ting i den sammenhæng, men denne artikel vil kun omhandle indlæg med filning i kanten. Så må vi se om der senere kan komme artikler om nogle af de andre mulige bearbejdninger denne metode åbner op for.

Inden jeg går i gang med den egentlige beskrivelse af filning i indlæggene, vil jeg lige nævne at Roland Strömberg gjorde mig opmærksom på at det ikke er strengt nødvendigt med gennemgående tange. Man kan faktisk også lave det med almindelig smal tange, hvor hemmeligheden så ligger i at bore hullet i skæftedelen så præcist, at den kan klemmes eller slåes på plads – og holde under bearbejdningen alene ved friktionen i denne samling. Til at forøge friktionen, samt for at optage små unøjagtigheder, kan man bruge f.eks. det voksbehandlede lædersytråd til at vikle omkring tangen inden man samler delene. Jeg troede ikke det var muligt at arbejde så præcist i praksis, men efter at have prøvet et par gange må jeg sige, at det ikke er nær så stort et problem som jeg frygtede. Det er selvsagt rimelig krævende, og man skal være omhyggelig, men det er absolut til at få til at fungere i praksis, også for alle os, som ikke er på Rolands niveau……..

Her ses tangen omviklet med et stykke forvokset hørtråd.

Når selve kniven er formet, og man adskiller sit nye "byggesæt", er næste punkt filning af mønsteret i kanten af indlæggene, og i den forbindelse er der nogle punkter man skal overveje.

Først og fremmest skal man naturligvis bestemme sig for hvilket mønster man vil bruge. Jeg plejer at bruge en del tid på at tegne, og det gælder også mulige mønstre til kanterne. Man skal naturligvis huske at alle detaljerne skal kunne laves med en nålefil, men heldigvis findes de jo i et utal af former og størrelser, så mulighederne er ganske mange. Derudover kan filen holdes både vinkelret på indlægget og i mere eller mindre spidse vikler til dette, så det giver yderligere udfoldelsesmuligheder. Som inspiration har jeg tegnet nogle få mulige mønstre, se herunder.

Når man tegner skal man være opmærksom på at få lavet et mønster, der kan tåle at blive gentaget hele vejen rundt om kniven. I den forbindelse er det vigtigt ikke at få lavet for "lange" mønstre, som kun kan gentages nogle få gange på en knivomkreds – det vil nemlig gøre det meget vanskeligt at få det til at gå op på de forskellige indlæg, da disses omkreds naturligvis vil være forskellige så snart man går væk fra et cylindrisk skæfte (og det gør de fleste jo nok !!). Faktisk vil det være en fordel med så kort en længde af mønsteret som muligt, da det giver flest justeringsmuligheder. Jeg forsøger at holde mønsteret under 8mm i længden, hvorefter det gentages indtil hele indlæggets kant er udfyldt.

Under mine forsøg med forskellige mønstre har jeg også fundet ud af at det er klart nemmest at få pæne resultater, hvis mønstrene ikke er alt for symmetriske. Årsagen til dette er, at man let kan se selv små afvigelser på meget symmetriske mønstre (f.eks. nr 1), mens man kan slippe af sted med forholdsvis store afvigelser på et mønster som det amerikanerne kalder "vinland"(se nummer 3).

Inden jeg går i gang med selve filearbejdet, måler jeg først op på kanten af de forskellige indlæg. Jeg tager altid udgangspunkt i mønsterets "grundlængde", som angivet på tegningerne. Ofte kommer man imidlertid i den situation, at det ikke rigtigt passer sammen med omkredsen på det aktuelle indlæg, og her er det så en klar fordel med "korte" mønstre, idet jeg fordeler overskuddet på hvert enkelt del af mønsteret. Når mønsteret er "kort" er der mange gentagelser at fordele ud på, mens lange mønstre vil få en forholdsvis stor ændring, da der måske kun er 5 gentagelser at fordele ud på. Resultatet i den sidste ende er altså at omkredsen på indlægget fordeles i lige store dele, hver del med en længde så tæt på mønsterets "grundlængde" som muligt.

Som det ses på dette billede, måles op med skydelære, og der anvendes en vandfast tusch til markeringerne.

Derefter går jeg i gang med nålefilene. Det foregår for mit vedkommende helt på frihånd, men det kunne sikkert være en fordel med nogle styreanordninger til de meget symmetriske og de mere komplicerede mønstre. Jeg vil lige nævne at jeg mange gange er blevet forundret over hvor store nålefile jeg skal bruge. Umiddelbart synes man dette arbejde er så detaljeret, at det må være de helt små file man skal have frem, men jeg ender ofte med at bruge nogle af de lidt større, specielt til de runde afsnit af mønstrene. Ofte er det ikke størrelsen af de enkelt filespor der er vigtigst, men derimod placeringen af hvert enkelt spor.

Når så mønsteret er filet hele vejen rundt, går jeg i gang med at polere indlægget. Første runde bliver ofte med lidt fint sandpapir omkring en nålefil, så de værste filespor kan fjernes.

Derefter bruger jeg min roterende kludeskive med slibepasta, og forsøger at komme "ind i alle kroge". Dog skal man være meget opmærksom på ikke at polere for længe, da det vil afrunde alle kanter, og dermed få mønsteret til at blive "udtværet" og upræcist. I den forbindelse er materialevalget meget afgørende, og jeg har arbejdet både i tinplade, messingplade og sølvplade med meget forskelligt resultat. Tin er meget blødt, og kan derfor ikke tåle ret megen polering, mens sølvet og navnlig messinget kan holde til meget mere. Når jeg polerer holder jeg emnerne med fingrene, men man skal holde ordentlig fast, og være meget forsigtig – hvis kludeskiven griber fast i emnet og rykker det ud af fingrene, skal man ofte starte helt forfra ! Heldigvis er dette ikke det store problem, idet man bare samler hele samlesættet igen, og filer det nye indlæg ind til resten af det færdige skæfte. Så det kan klares rimelig hurtigt – men det er ret "træls".

Sådan kan et poleret indlæg med filning se ud.

Efter polering af alle emnerne skal det hele lige samles for at se hvordan det virker i praksis. Jeg synes dette er en herlig proces, fordi man endelig får resultatet af alle anstrengelserne at se. Nu er det naturligvis en meget subjektiv sag om man kan lide de filede indlæg, men personligt oplever jeg hver gang, at den kniv som så rimelig almindelig eller måske endda ordinær ud inden filning af kanterne på indlæggene, pludselig fremstår meget mere præsentabel og eksklusiv med de filede mønstre.

Når alle dele er prøvesamlet og det hele er kontrolleret, kan man gå i gang med at lime det sammen. Opgaven er naturligvis at undgå at limningen bliver synlig, og med de nye filninger i kanterne på indlæggene kan det være svært at undgå lim i alle fordybningerne. Jeg har forsøgt mig med 2 forskellige metoder, som efter min mening begge virker. Første gang samlede jeg simpelthen delene omkring de filede indlæg med sekundlim. Dette kan gøres uden at få lim på ydersiden af skæftet, og da der alligevel er styretappe i samlingerne, er det rimelig let at få emnerne placeret korrekt. Derefter samlede jeg resten med 2-komponent epoxylim som jeg plejer, og sørgede naturligvis for at fjerne overskudslim med sprit eller acetone. Den anden metode er næsten den samme, men da samlede jeg ganske simpelt alle dele med den 2-komponente epoxylim uden at tage specielt hensyn til de filede indlæg. Den lim, som bliver klemt ud i alle samlinger, fjernes så med sprit eller acetone, og med en vatpind fjernes overskudslimen i alle de små fordybninger i de filede mønstre. Jeg ved ikke hvilken metode som er nemmest at bruge, og valget vil sikkert også afhænge af den enkelte knivmagers præferencer i den forbindelse. Sidstnævnte metode har dog den klare fordel, at man er helt sikker på at der er tilstrækkeligt lim i alle samlingerne.

Metoden til at lave filede indlæg består således af 2 dele: først laver man et skæfte, så det kan adskilles efter den endelige formning, og sikrer sig at der er tilstrækkeligt styr på alle emnerne i hver samling. Derefter adskilles skæftet, og der foretages den ønskede bearbejdning af nogle af emnerne i skæftet. Tilbage er så kun at ønske god fornøjelse med knivene !