Sådan lød overskriften på et af holdene på Holstebro Gruppens nyligt afholdte kursus på Langvad.

Det, der ligger bag den lidt spøjse overskrift, er, at det var ment som et tilbud til "første gangs smede", dels mit lidt "trykkede" forhold til smedekunsten. (Se mit indlæg på siden om "Hvem er knivmager").

Ingen i gruppen har gennem det seneste år ladet nogen lejlighed til at kommentere mine manglende forsøg ud i smedefaget gå fra sig. Og alle jublede af grin og skøn skadefryd, da de konstaterede, at Birger skulle i smedjen.

Som det fremgår af Arnes fotos fra weekenden, så kom jeg også i smedjen. Udkommanderet som instruktør blev Jan Arild Jahnsen. Han har masser af erfaring og er ikke ukendt med specialundervisning. Et godt valg, mente man.

Og det kan jeg sandelig kun give ret i. Jan er en meget dygtig instruktør.

Og hvordan var det så at klaske en klinge ?

Tror jeg nok.

Lad mig med det samme sige, at jeg fik ikke nogen åbenbaring. Blev ikke grebet af essens hellige ild.

Jeg føler mig heller ikke optaget i smedenes broderskab. Det var ikke nogen magisk oplevelse.

Jeg kan godt vente længe på at få lov til at prøve igen.

Jeg er kanon stolt af resultatet. Der kom to meget flotte klinger ud af anstrengelserne.

Det tilskriver jeg ikke mine evner, men Jans evner som instruktør. Han guidede mig gennem hele processen på en meget flot måde. Og så er det jo ikke svært.

Der kom fyr på essen, under udvikling af masser af røg. Og lugten af kullene er ikke til at tage fejl af.

Herefter stak Jan mig et langt stykke vinkeljern i hånden. Spørg mig ikke om de tekniske specifikationer på metallet. Knud, Henry eller Asbjørn kan sikkert svare på det.

Heri skulle lægges et lille stykke kulstofstål.

Vinkeljernet varmedes op i essen, børstedes rent for glødeskaller, og borax (håber, det er stavet rigtigt) blev lagt i.

Borax er et pulver, som – ups, nu er jeg på den - bevirker at de to ståltyper kan svejses helt tæt sammen i essen og på ambolten, uden der opstår lommer at ilt eller glødeskaller i klingen.

Når stålet har nået den rigtige temperatur, ses tydelige hvide "stjernekaster" gnister fra essen. Så er det ud med kalorius. Nu skal de to ståltyper smedes sammen.

Her siger Jan: Ingen tøven. Hårdt og præcist. Slå enderne sammen, så indlægsstålet ikke forskubber sig. Gi’ det nogle tæsk!

Det lykkedes ikke i en arbejdsgang. Stålet måtte varmes op i essen flere gange før Jan var tilfreds.

Så skal tangen markeres. Hertil brugte Jan en gilliutine. Han understregede, at det er vigtigt, at sørge for at en del at det hårde ægstål kommer med ud i tangen.

Det yderste stållag på klingen er nemlig blødt stål, og hvis ægstålet ikke kommer med ud i tangen, vil denne blive blød. Og det er ikke sagen at bygge sig en kniv, hvor klingen sidder løst, fordi tangen er blød. Jeg skal hilse at sige, jeg har set klinger, hvor dette er tilfældet. Det er ikke godt smedearbejde.

Herefter klippes det lange vinkelstål af, så jeg kun har materialet til min klinge at arbejde med.

Så forestår arbejdet med at forme klingen og tangen.

Klingen skal trækkes ud i noget nær rigtig længde, bredde og højde.

Det kræver en del arbejde med hammeren. Der skal slås hårdt og præcist og med flad hammer. Hvis hammeren ikke rammer det varme stål fladt, vil den sætte mærker i stålet. Og det ser ikke kønt ud.

Det lyder simpelt, men er godt nok svært, skal jeg hilse at sige. Det kræver virkelig at smeden har føling med sin hammer.

Øvelse. Øvelse. Øvelse - vil naturligvis hjælpe på sagen. For mig var det skidesvært. Stålet er glødende. I hvert fald en kort tid. Og du skal tænke på tusind ting på samme tid. Husk dette, glem ikke dette. Vær opmærksom på. Sørg for. Bemærk at.

Jeg syntes, at resultatet så noget nedslående ud; Men Jan sagde, at det var fint. Resten ordner vi på slibemaskinen.

Citat Jan Arild: "Birger er en af de fineste elever jeg har haft, det er tydeligt at han har set på en del smede tidligere. Nu skal han bare bygge en smedie, så varer det ikke længe før han er den nye Thomas Nørgaard" (Birger har aldrig prøvet at smede en klinge, så det var en helt enestående oplevelse for ham.)

Nu skulle den endelige udformning af bladet foregå.

Nu var jeg på banen igen, følte jeg. Jeg ved nemlig godt, hvordan jeg synes, et pænt blad skal se ud.

På med beskyttelses brillerne. Fat en spand vand til afkøling af bladet. Og gå så i gang.

Nu fjernede jeg det overflødige materiale, så bladet fik den ønskede facon.

Herefter skulle æggen lægges. Det er skide svært. Det kræver et godt øje at se, hvordan den skal lægges, for at ligge præcis. Og det kræver en sikker hånd at lægge den pænt.

Nu var mine blade færdige! Troede jeg. Men nej.

Nu skulle den – hvad hedder det nu – varmes op til en højtemperatur. Eller sagt på en anden måde, til den temperatur, hvor stålet ikke er magnetisk længere. Smedene taler også om, at stålet skal have en ganske bestemt farve. Så ved man, at stålet har den rette temperatur. Det er vist også derfor, at smedjer er så forholdsvis skumle og mørke. Så kan smeden bedre vurdere de forskellige farver i stålet.

Ligeså vigtig som en korrekt opvarmning er en hurtig og præcis afkøling.

Så er stålet hærdet. Nåh ja, det er det, det hedder. Hærdning.

Efter endt hærdning er stålet så hårdt, at det vil splintre, hvis man taber det. Jeg efterprøvede ikke denne teori. Jeg tror på, at det er rigtig.

Klingen skal anløbes. Oversat til hverdags dansk betyder det, at stålet skal gøres blødt igen (?). Jeg frygter, at jeg får en flok smede på nakken, med de forklaringer, jeg giver her.

Men, det er noget med, at de spændinger, man gennem hærdningen har frembragt i stålet, skal ophæves/formindskes igen, så man får en stærk og smidig klinge ud af det.

På Langvad foregik den proces i ovnen i køkkenet. Hvilket min kone Inge ikke ved noget om ! Som et rugbrød skal klingen have en vis temperatur i en vis tid.

Jeg husker ikke tallene. Det var Harald Gerner, der var instruktør under denne del at kurset.

Men – jeg har to klinger, som jeg selv har smedet her hjemme på Langvad. Og det er jeg lidt stolt af.

Nu har jeg prøvet det, og så må fremtiden vise, om det fører til noget nyt.

Hvem ved ?

Med det at bygge en kniv, har jeg følt, at jeg har kunnet eksperimentere mig frem. Træet går ikke i stykker, fordi jeg snitter eller sliber lidt rigeligt i det.

Med smederiet er det noget andet. Der kan du med største lethed – bare et øjebliks uopmærksomhed, eller et forkert slag med hammeren – ødelægge resultatet at dit arbejde. Her kræves en del specifik viden om forskellige ståltyper, deres måde at reagere på forskellige temperaturer på, hvornår er rette temperatur opnået o.s.v.

Så det er ikke bare noget man kan "sådan bare lige" kaste sig ud i.

Men – find dig en smed. Og prøv selv.

Lad ikke mit forsøg afholde dig fra at afprøve smedekunsten.

Og så lige: Jan Arilds kommentar til Arne Mikkelsen, (teksten til fotoet fra smedjen) står helt for Jans egen regning !

Birger.