Hvem er knivmager ?

"Du kan sgu da ikke kalde dig knivmager, så længe du ikke selv smeder de blade, du bruger ".

Det var beskeden, fra en af knivkammeraterne. Kort og kontant.

En holdning, som den gode mand selvfølgelig er i sin gode ret til at have.

På det tidspunkt, jeg hørte bemærkningen, tænkte jeg ikke videre over det. Jeg var vist nærmest ligeglad.

Jeg arbejdede med kniv – og trivedes med det. Så kunne man for min skyld kalde det knivmageri – eller noget helt andet.

Men gennem årene er jeg løbet ind i diskussionen i flere forskellige sammenhænge. Nogle gange i en gemytlig og drillende form sammen med kammerater, som har "opfundet den dybe tallerken": De har smedet et knivblad ! Og er blevet grebet af smedehåndværkets trolddom.

Jeg synes, det er en god oplevelse at møde folk, der er blevet grebet af en ny erfaring. De prøver, forsøger, eksperimenterer, diskuterer, undersøger, læser, lærer og har det kanon-dejligt med det nye, de er gået i kast med. Jeg finder det som oftest berigende at være sammen med disse "typer".

De forholder sig til smederiet på den samme måde som jeg, til den umulige opgave det er, at fremstille den perfekte kniv.

Men jeg har absolut ikke lyst til selv, at skulle tæske løs på et stykke jern. Ups! Det hedder vist at smede en klinge. Jeg synes ikke, det virker tillokkende eller udfordrende.

Jeg er så heldig at kende indtil flere, der er meget dygtige til det. Og jeg har det fint med at købe resultatet at deres arbejde.

Jeg har også mødt folk, der har udtrykt forargelse over, at en "ikke smed" har kunnet finde på, at besmykke sig selv med titlen knivmager.

Med åben mund og polypper lyttede jeg til lange udredninger om, hvorfor det kun er en smed, der må bruge ordet knivmager på sit visitkort.

Det er åbenbart et meget seriøst emne.

Det er i hvert fald et emne, som nogle tager meget alvorligt.

Så jeg besluttede, at det må jeg også gøre.

Jeg måtte træffe en beslutning: Er jeg knivmager ?

I en periode svingede jeg lidt frem og tilbage. Ja, selvfølgelig er jeg knivmager. For senere at erkende, at det var jeg nok ikke. I en tid var jeg ligeglad og glemte spørgsmålet. Til jeg nok engang blev mindet om det.

Nu har jeg besluttet mig.

Jeg er knivmager.

Det har været en skæg tur at nå til beslutningen. Jeg har nogle gange været ude i nogle ret så snirklede korridorer, for at besvare nogle af de påstande og postulater jeg er stødt på i debatten undervejs.

Jeg har nået min konklusion ved at stille og besvare en række spørgsmål over for mig selv.

For eksempel:

Var Skagensmalerne malere?

Jeg har nemlig læst et sted, at de ikke fremstillede deres egen maling.

Og det var ikke alle, der vævede deres eget lærred.

Kan en person kalde sig hækkeløber, når han ikke fremstiller sine egne hække ?

Kan man kalde sig lærer, når man ikke har fremstillet det lærebogssystem, man underviser efter ?

Kan man være stangspringer, når man ikke producerer sin egen stang ?

Kan man kalde sig smed, når man ikke selv har udvundet jernet ? Eller bygget den fjederhammer, man bruger i processen ?

Du kan sikkert selv udtænke snedige spørgsmål til opfølgning af rækken.

Og du har måske også fattet, hvor jeg vil hen.

Jeg køber et blad af smeden, fordi han er dygtig til at fremstille et blad, der både er smukt, funktionelt og holdbart.

Jeg køber et skæfteemne af "træmanden", fordi han er dygtig til at tørre og opbevare træet under de rigtige forhold. Og fordi han har forbindelser til at skaffe noget, der er flot og velegnet.

Jeg køber et bøffelhorn, fordi bøflen fremstiller horn i mere velegnede dimensioner end jeg selv er i stand til.

Jeg køber læderet til skeden, fordi oksen har en tykkere og mere velegnet hud end jeg selv.

Men det er efter min mening hverken smeden, træmanden, bøflen eller oksen, der får en kniv ud af det.

Det er mig.

Altså er jeg "Knivmager".

Birger Dahl Jepsen November 1998

Hvis du er kommet ind på denne side gennem et direkte link, TRYK HER