Mit liv som Bent…., nåeh nej, jeg mener Birger !

Jeg er blevet provokeret !

Lige før vores sommerpause i gruppen sagde Birger: "Jeg kunne nu godt tænke mig, at Jens skrev en artikel om at snitte et knivskæfte – for så ville han jo blive nødt til at prøve det, he, he………

Men – det hele begyndte egentligt for over 10 år siden, da jeg som (relativt) ung, håbefuld og komplet uerfaren knivmager skulle i gang med min første kniv. Min far er uddannet både træ- og metalsløjdlærer, så han rådede mig til at file skæftet frem. Den metode fungerede fint, og selvom de første knive ikke i dag synes specielt imponerende, var jeg dengang vældig godt tilfreds. Jeg fortsatte altså med at file mine skæfter de følgende år.

I efteråret 1995 var jeg så heldig at få tilbudt den sidste ledige plads i Holstebrogruppen, og mødte op til mit første møde hos Knud.

Og der sad han så.

Birger.

Fra første færd viste han sig at være en vældig behagelig person, som gerne lytter, kigger og kommenterer det vi arbejder med. Og altid på en god og konstruktiv måde. Men selv når man sidder og snakker med Birger, er han næsten altid travlt beskæftiget med produktionen i sit lille fritidsfirma:

Birger laver træflis !

Altid en træklods i den ene hånd og en lille kniv i den anden – og så snittes der flis.

Da jeg spurgte ham om salget af flis var tilfredsstillende for tiden, kiggede han på mig, og forklarede overbærende, at sådan laver man altså knivskæfter i Norge. Og Birger må vide det, for han har selv lært det af en ægte indfødt norsk nordmand !!
		Her er et billede fra starten af processen. Min snittekniv er som det fremgår alt for stor, men dejlig spids til de små detaljer.

Jeg måtte naturligvis have en uddybende forklaring på fænomenet, og som sædvanligt gav Birger sig tid til en sådan. Princippet er, at man tager en træklods og en lille, forholdsvis spids kniv i lommen (med skede, forståes…..), og ved enhver passende lejlighed (over en kop kaffe, ved fjernsynet om aftenen, på fisketuren, osv.) tager man så træklodsen og kniven frem, og fortsætter snitteriet til man har fået et skæfte ud af anstrengelserne.

		Derpå finder man en klinge som vil kunne matche skæftet, og monterer denne i skæftet. Ved denne arbejdsmetode er netop montagen af klingen det kritiske punkt, og man bør afholde sig fra drillerier, når knivmageren er kommet så vidt – selv Birger bliver noget anspændt i denne fase, og er iagttaget førende uhøvisk tale !!! Efter montage af klingen laver man så de sidste justeringer, så skæfte og klinge danner den ønskede helhed.
Her ses det næsten færdige skæfte og den valgte klinge.

Heldigvis kan man lave skæfter på et utal af måder, og vi har i vores gruppe adskillige repræsenteret – og det giver en masse gode muligheder for drillerier:

• Selvfølgelig kan man da snitte et skæfte hvis man ikke er helt klar over hvordan det skal laves, men når man nu ved det, kan man lige så godt slibe det ud på båndsliber !
• Det er OK at file et skæfte frem, men vi, der har tilstrækkeligt med fingerkræfter, kan altså også snitte det frem…..

Og så videre………

Det går alt sammen helt fint, og vi plejer at holde os til den slags smådrillerier. Lige indtil Birger altså blev mere direkte og personlig – og den slags provokationer er man selvsagt nødt til at reagere på !!

Så nu har jeg snittet et skæfte. Og det var egentlig det, jeg gerne ville fortælle lidt om.

Tanker som "snitter"

Det første spørgsmål man må forholde sig til kunne formuleres: det lyder alt sammen meget spændende, men for det første tager det længere tid, og for det andet virker filemetoden jo helt fint – så hvorfor begynde at arbejde med en anden metode ?? Jeg hører til dem som mener, at det altid er godt at se tingene fra andre vinkler, og i det hele taget prøve sig selv af i andre retninger end dem man er vant til. Jeg foretrækker klart at få noget inspiration fra andre ved at se på det de arbejder med og hvordan de arbejder med det, hvorefter jeg gerne vil trække mig tilbage til mit eget lønkammer for at forsøge mig i fred og ro. Dette giver dels mulighed for at dumme sig uden at blive alt for meget til grin, dels betyder det ofte at man finder sine egne løsninger på problemerne undervejs.

Under arbejdet med mit første snittede skæfte har der været god tid til at tænke over tingene, for snittemetoden er bestemt ikke den hurtigste at vælge ! Men dette er måske en af metodens helt store fordele: slap af, og brug den tid der kræves. Det er faktisk ved at være et sjældent fænomen at man sætter sig roligt ned og slapper af uden af fokusere på tiden eller effektiviteten i det man foretager sig. Ofte hører man fra andre mennesker at de nyder at slappe helt af, f.eks. ved at tage ud at fiske. Det er normalt ikke "velset" bare at sætte sig under et træ og glo ud i luften – men det er faktisk ofte det man har brug for …….Derfor er det smart at finde aktiviteter som "lovliggør" total afslapning, og når man snitter et skæfte kan man få masser af tid til at tænke og reflektere over tilværelsen uden at blive konfronteret med dumme spørgsmål – for man "laver jo kniv" !
		Som det fremgår af billedet, skal der koncentration til ! Billedet er taget på familiens campingtur kl.22:15, og er egentlig kun medtaget for at dokumentere at skæftet faktisk er snittet......

På en måde kan man sige, at arbejdsmetoden bliver mere vigtig end resultatet – eller i hvert fald lige så vigtig. Der er for mig ikke tvivl om at "snitterne" er meget bevidste om denne metodes styrker, og netop holder fast ved snitteriet fordi det giver dem den ønskede blanding af arbejdsglæde, ro og praktiske resultater. Dermed bliver snittemetoden også den metode som kommer tættest på det egentlige husflid, som jo netop var og er kendetegnet ved at være noget alle kan lave næsten overalt med få og billige materialer og værktøjer. Og det er helt sikkert et meget stort antal knive som er lavet på denne metode gennem tiden, så det historiske element er også sikret.

For mig har det været specielt svært at tænke i helt andre baner end jeg er vant til. Jeg plejer nemlig at bruge ganske megen tid på det indledende arbejde, hvor jeg tegner mange forskellige skæfter på hver klinge, og overvejer mange mulige kombinationer af skæftematerialer. Når skæftet snittes kan man naturligvis stadig godt tegne det inden arbejdet påbegyndes, men der er ikke de store overvejelser omkring materialevalg og sammensætning, fordi skæfterne ofte er helt i træ. Når jeg nu alligevel skulle ud på dybt vand valgte jeg at springe med lukkede øjne – så jeg tegnede ikke engang skæftet inden jeg begyndte at snitte. Og jeg havde ikke valgt en klinge inden jeg gik i gang.

Når man så snitter i den udvalgte træklods kan man ikke undgå at "føle" træet meget mere end når man filer/rasper skæftet frem, simpelthen fordi åreretningen i træet påvirker arbejdet ganske meget. På den måde bliver træklodsen også langt mere medbestemmende end jeg er vant til, og man ændrer ofte retning efterhånden som snitteriet skrider fremad. Jeg valgte at snitte i et stykke masurbirk, og når man arbejder i så levende en træsort, vil mønsteret også ændre sig en del efterhånden som man kommer dybere ind i klodsen – og det kan også nemt betyde ændringer i formen, fordi man ønsker at udnytte nye muligheder. Man kommer således i høj grad til at arbejde med intuitionen, og lærer at stole mere på pludselige indskydelser.

Som beskrevet tidligere bliver de snittede skæfter ofte helt i træ. Man har ikke mulighed for smarte indlæg eller avancerede sammensætninger af forskellige træsorter, så det bliver meget noget i retning af "back to basics", hvor der udelukkende arbejdes med form og linier i enkle materialer. Som så ofte viser det sig at dette er overordentligt meget sværere end man forestiller sig, simpelthen fordi man ikke kan gemme sig bag smarte håndværksmæssige detaljer, det endelige resultat fremstår meget "nøgent" og afslørende. Så hvis formen ikke lykkes helt, vil det straks afsløres rimeligt nådesløst ! Dette skærper naturligvis netop evnen til at arbejde med de basale kvaliteter som former og linier, og det kan langt de fleste have stor glæde af, i hvert fald undertegnede….

		Her er så til slut 3 "skud" af det endelige resultat. En sjov lille brugskniv blev der da ud af det !!

Metoden er også en herlig begyndermetode, fordi det ikke kræver meget værktøj. Man kan som beskrevet også snitte næsten alle vegne fordi det hverken støver eller larmer – bare man har en avis under, kan den producerede mængde træflis let og elegant fragtes et andet sted hen.

Meget mod min vilje må jeg således indrømme, at Birger’s provokation har fået mig smidt ud på så tilstrækkelig dybt vand, at jeg har lært noget nyt. Om jeg får snittet mange skæfter i fremtiden vil jeg lade tiden vise, men jeg vil helt sikkert stadig bruge min filemetode til mange knive, da det kun er på denne måde jeg vil kunne realisere nogle af mine ideer.

Og så lige konens melding her til sidst: "Nu laver han gu’hjælpemig også knive alle andre steder end på værkstedet !……."

Jens Rahbek, juli 2003