Karl Anders giver her et indblik i hvordan han laver knive.
Sådan gør jeg.
Når jeg vælger en klinge, kan jeg tit se den færdige kniv for mig. Andre gange går jeg længe og overvejer hvilket træ, pynteskiver m.m. der skal bruges. Når jeg har bestemt mig, starter jeg med forpladen*. En sådan bruger jeg altid, dels fordi det ser godt ud, men også fordi det er forholdsvis let at lave hullet til tangen i en plade på 4-10 mm tykkelse. I forpladen bores en række huller af en noget mindre diameter end tangens tykkelse. Derefter kører jeg forsigtigt frem og tilbage med boret indtil hullet er "gravet" ud. Så går jeg i gang med en lille fil, indtil hullet slutter tæt sammen om tangen/klingen. Nu er det vigtigt at slibe/polere forpladen på "knivsiden" bagefter skal hullet finjusteres igen. Imellem forpladen og evt. pynteskive sætter jeg tit en skive af alm. karton det giver en skarp kant og er pænt i sig selv. Dernæst borer jeg huller i pynteskiven og skæftet. som beskrevet før. Her bruger jeg tykkere bor, da hullet jo ikke kan ses. Så sætter jeg det hele sammen på en gang med Araldit eller lign. (Kartonen kan sagtens holde, når den er smurt godt ind). Hele opstillingen bliver sat i spænd i en skruetvinge husk at tørre den overskydende lim af klingen med en spritklud! Næste dag går jeg i gang med min båndsliber. Jeg starter med ryggen af skæftet, og når der er taget så meget af, jeg tør, tegner jeg en linje i forlængelse af klingen. ( Af bitter erfaring ved jeg, at jeg ikke kan stole på mit øjemål). Så sliber jer siderne tæt til den ønskede form, og tilsidst bunden/maven. Når jeg har støvet mig af udenfor, går jeg igang med den nøjagtige formgivning med div. file. Efter det, er det slibearbejde, startende med korn 80 og gradvis til korn 1000. Hvis alle slibespor er væk, sætter jeg det færdige skæfte ned i et glas med Danish Oil . Her står det i ca. 30 min., så tørrer jeg forsigtigt det overskydende olie af med en blød klud, og sætter kniven til tørre.
* til forplade bruger jeg tit ibenholt, horn, hvaltand, sølv el. messing.
Så kommer læderarbejdet. Jeg bruger læder med rårand. Det er nemt at arbejde med i våd tilstand og har nogle gode egenskaber. Jeg lægger et passende stykke i blød i ca. 15 min., pakker det i en plastpose og lægger det i køleskabet til næste dag (min kone har vænnet sig til det). Imens måler jeg skæfte og klinge og laver en skabelon i karton. Når læderet er tilpas, tegner jeg uden om skabelonen på det våde læder. Med en skarp kniv skærer jeg formen ud. Så prikker jeg med en hjulspore huller til sylen. Når der er lige mange huller (igen erfaring..), syr jeg med sadelmagersting skeden færdig og afslutter med at sy 3-4 huller tilbage inden tråden klippes over. Så pakker jeg kniven ind i bred tape og stikker den forsigtigt ind i den våde skede (hm) og be`r til, at mine mål var rigtige. Hvis alt er i orden, sætter jeg en strop af kærnelæder fast bagpå. Dvs. før jeg drejer sømmen, glatter jeg den omhyggeligt med et pautejern, så skal den næsten ikke bearbejdes bagefter. Så pauter (trykker/klemmer) jeg et mønster i det våde læder. Mens skeden tørrer med kniven i, går jer mønstret efter med pautejernet mange gange, indtil den er helt tør. Nu skal skeden farves med narvsværte. Hvis jeg vil bruge to farver, f.eks. sort baggrund med rødt på de fremhævede steder, farver jeg først hele skeden rød og dernæst kommes yderst forsigtigt sort på. Når det hele er tørt, smører jeg læderhærder på indvendig og læderfedt udvendig. Så tager jeg tapen af kniven og håber på, at resultatet står mål med anstrengelserne!
Karl Anders
Hvis du er kommet ind på denne side gennem et direkte link, TRYK HER