Byen
Scarperia er en lille by med 6.500 indbyggere. Byen ligger i Toscana,
20 kilometer nordøst for Firenze. Byen er grundlagt i 1306 som en af to
befæstede byer der skulle forsvare lokale handelsruter. Byen trivedes ved
handel, og blev berømt for sine knive.
En tidlig reference til knive findes i 1479 på inventarlisterne fra en
Florentinsk bankier, Romolo Bucci. Listen omtaler 29 klinger til
mindre knive, 6 små knive med guldbelagte sølvhåndtag. I 1538 formedes
det første knivlaug som skulle sikre rivalisering med de andre
knivfremstillingscentre i Europa.
Byen og produktionen voksede indtil midten af det 18'ende århundrede hvor
en ny vej blev anlagt udenom byen. Dette, sammen med loven fra 1908 der
begrænsede lommeknives længde var et hårdt slag for byen.
Antallet af knivproducenter faldt fra 60 til 5, og først i de senere år
er industrien med de gamle værdier kommet på fode igen.
Der er nu et knivmuseum og arbejdende værksteder i byen.
Vi kom til byen og kørte langsomt op
af hovedgaden. Vi kom ikke så langt før jeg fandt den første knivbutik.
Ind til højre med bilen, ud i en fart. Sikke en butik, sikke en
udstilling.
Knivmagerne
Nogle af knivbutikkerne
havde mindre udstillinger af gamle lokale knive, lavet af deres forgængere.
Det betød at knivtyper som var flere hundrede år gamle kunne ses side om
side med deres moderne modstykker.
Conaz Coltellerie
Den første knivmager vi
besøgte var Conaz Coltellerie, Via G. Giordani, 20 •
50038 Scarperia. Consigli brødrene, som ejer Conaz, viderefører
de stolte gamle traditioner og fabrikationsmetoder.
I butikken var der et mindre værksted der tydeligvis kun var til arbejde med småting, og det viste sig da også at produktionen var på en anden adresse. Produktionen var meget bundet i de gamle designs og havde stor bredde. Indehaveren var venlig, interesseret og glad for den interesse vi viste for hans håndværk.
Berti
”Una lungo storia de
ferro, di fuoco, di mani sapienti.” Eller på dansk: “En lang historie
om stål, ild og rutinerede hænder.
Næste knivproducent var
Berti. Et tydeligvis velkonsolideret firma med stor flot forretning. Fra
1895 hvor David Berti startede til i dag hvor Andrea Berti har
virksomheden er der blevet lavet traditionelle knive i høj finish.
De har mange kunder
overalt i verden, mens vi var i butikken kom et par amerikanere og skulle
have byttet et sæt smukke spiseknive. De kunne ikke holde til at komme i
opvaskemaskinen!! De blev byttet uden problemer.
Knivene hos Berti havde
en meget høj finish, det var tydeligt at der var en høj standard i
produktionen.
De mange smukke knive satte Arne i en svær situation da der skulle udvælges en favorit til at tage med hjem. Valget faldt på en Zuava, en stærk arbejdskniv, en type med metalforstærkning i håndtaget. Kniven er skæftet med skaller af horn og med klinge og fjeder der er filet i ryggen. En flot kniv der virkelig viser det bedste af den Italienske knivproduktion.
Saladini
Den sidste knivproducent vi besøgte var Saladini. Et firma der med 7 ansatte laver 4 –5000 knive om året. Vi fik en god snak med mesteren Piero Bartolini og indehaveren Saladini.
Igen var fristelserne ved at tage overhånd. Det var mange flotte knive, spændende materialer og udformninger. Det blev dog en lille lommekniv, egentlig en cigarklipper, der kom med hjem. Enkel, flot og i høj kvalitet. Lige til lommen på de pæne bukser, når der ikke må være for meget i lommerne. Kniven er 8 cm. lang i åbnet stand.
Det var ferie da vi var der, derfor de stille billeder.
En ekstra oplevelse var
det at gå ind i kirken i Scarperia hvor der var ved at blive lagt
gevinster, indsamlet blandt menigheden, frem som præmier i et lotteri. En
af tingene var en brugt Saladini kniv, pæn med mørkt træskæfte. Arne
fik lov til at købe den efter en del forhandling, men det betaler sig at
kunne lidt italiensk for der kan de nemlig ikke andet. Arne fik kniven for
10.000 lire, ca. 39 kroner. En fin souvenir til Arne.
Lidt nede af en sidevej
var en gammel butik med værksted i gården og ude bagved.
Ingen turistgøgl, hverdagsting og knive, Vi måtte gerne kigge, men han
skulle lige ud og slibe nogle knive.
Det tog faktisk det meste af dagen at se på knive, og Lene viste eksemplarisk udholdenhed gennem hele dagen. Denne udholdenhed var måske også foranlediget af en ret god frokost, Crostini mixte, Spaghetti a la carbonara og en Chiantivin der var himmelsk og i rigelige mængder.