En af mine store ”åbenbaringer” i knivmager sammenhæng oplevede jeg for snart mange år siden, en sen lørdag aften i Jans hytte i Hjartdal.

Jan Arild Jansen, Knut Dahl og undertegnede sad omkring spisebordet – efter at resten af flokken var gået til ro – og snittede og talte om kniv. Bl.a. om de ting vi havde set om dagen under besøget på markedet i Seljord.

Op af Knuts taske kom en ny kniv. ”Jeg har siddet og leget lidt med en ny ide. Hvad siger i til den ?”

Her så jeg for første gang en kniv, hvor skæftet var savet igennem på langs. Mellem skæftestykkerne var indlagt en fiberplade i kontrastfarve. (Et eksempel på kniven kan ses på forsiden at Knut Dahls bog ”Pauting”)

Knivens form, den håndværksmæssige udførelse og det helt nye og overraskende moment med gennemsavning på langs, slog helt benene væk under mig.

Så smukt, så enkelt, så rasende elegant.

Min eneste kommentar til Jan var: ”Dette er bare Kniven.”

Og mon ikke Knuts ide har bredt sig over hele norden.

Jeg har efterhånden set et utal af variationer over dette ”langsgående dele-tema”.

Mange meget smukke knive.

Men – som Thomas Nørgaard sikkert ville sige – frikadeller på tusind måder.

På Knivholt fik jeg noget nær den samme åbenbaring. Det skete, da jeg så knivene fra Harald Sellevold. Han gjorde nogle ting ved sine skæfter, som jeg synes er meget, meget flot.

”Rejekniven” faldt jeg for med et brag. En meget enkel kniv, som ligger rigtig godt i hånden. Men med en udsmykning, som ophøjer den til et kunstværk. Flotte linier som fornøjer – ikke forstyrrer, som det ofte sker for mig selv, når jeg skal være ”smart”. En naturtro gengivelse af en reje ligger ”helt naturligt” op om skæftet. Meget flot og præcist udskåret. Hatten af for disse færdigheder. Netop dette, at jeg siger ”helt naturligt”, er den afgørende og bærende detalje i udsmykningen. Dekorationen dominerer ikke kniven. Den skaber ikke brud i den meget smukke linieføring. Den virker som en logisk del af knivens opbygning. Jeg kan dæleme godt være misundelig over ikke at være i besiddelse af den evne.

Skeden til kniven er et kapitel for sig.

Tilpasset kniven på en meget elegant måde – uden, det går ud over funktionen. Kniven sad rigtig godt i skeden. For mit øje er der en flot harmoni mellem kniv og skede. Linierne holder. Og alligevel er der blevet plads til at tilpasse skeder til dekorationen også.

Sølvarbejdet er ikke lige min stil – selv om det er rasende flot udført. Men pautingen……..

Efter at have set mange sirlige og meget indviklede arkantus dekorationer.

Dragehoveder med en ekstrem detaljerigdom.

Komplicerede keltiske ornamenteringer.

Så er det knageme flot at se, hvor enkelt det kan gøres.

Det samme ses på kniven med sølv og ”bladmønstret”. Her er også et rasende flot eksempel på pauting.   Skæftet faldt jeg også for. En dekoration som fryder mit øje og som oven i købet forbedrer grebet om skæftet. Smadderflot.

Kniven af hvaltand hvor Harald har skåret ”ringe” er meget flot. En flot løsning, der giver kniven et flot udseende og fremhæver materialet på fornemste vis.

At se Harald Sellevolds knive var en stor oplevelse for mig.

Dagens clou på Knivholt.

Jeg er selvfølgelig allerede i gang med på det skammeligste at kopiere Haralds ideer.  Nåh ja, det er måske så meget sagt, men jeg har i hvertfald ladet mig inspirere kraftigt.

Jeg har allerede kasseret de første to skæfter.

For det første er det kanonsvært at skære dekorationerne. Jeg kunne godt lide at vide, hvilke redskaber Harald benytter sig af til skærearbejdet.

For det andet er det ikke alle træsorter der er lige kønne med udskæringer.

Men det er alt sammen gode erkendelser at nå frem til. Den mere intelligente knivmager havde selvfølgelig vidst det på forhånd. Men ..

Jeg prøver igen…igen….igen……

Jeg synes knivene var et meget forfriskende indslag lige på dette tidspunkt i min kniv-udvikling (eller mangel på samme).

Til sidst vil jeg sende en stor tak til arrangørerne af træffet på Knivholt. Det var et utrolig flot træf. Jeg håber, det bliver en tilbagevendende begivenhed.

Stor hilsen

Birger