Farvning og efterbehandling 

     Jeg lader altid skeden tørre helt færdigt inden jeg finder narvsværterne frem, ganske simpelt fordi jeg oplever at det er meget lettere at styre farverne, når man arbejder på tørt læder. Nogle foretrækker at farve den fugtige skede, og man får da også nogle andre muligheder med denne metode – så det er mest et spørgsmål om personlig præference, hvad man vælger her.

     Allerede da jeg tegnede skeden og det mønster jeg ville paute, gjorde jeg mig de første tanker om hvilke farver jeg kunne bruge. Når man sidder med den færdig-pautede skede, kan de første tanker godt falde lidt til jorden; måske passer farven ikke rigtigt når man ser formen, måske er felterne for store til en skrap farve, måske skal der laves nogle overgange man ikke lige havde fået øje på, eller andet.  

Derfor har jeg lavet et sæt små læderstykker i rårandslæder, som er farvet med hver sin narvsværte, og efterfølgende har fået læderfedt. Disse farveprøver kan man så bruge til at danne sig et bedre indtryk af hvordan farverne vil virke på den aktuelle skede. Navnlig de brune nuancer er der mange af, og det er vigtigt at bruge lidt tid på at finde den rigtige nuance til netop det skæfte man har valgt. Jeg foretrækker ofte selv de varme nuancer, og arbejder derfor meget med denne serie af farver: Tan – rødbrun – mørkebrun – ekstra sort. Jeg synes det giver nogle flotte overgange, og disse farver passer rigtig godt sammen.

Til at påføre narvsværterne bruger jeg først og fremmest pensler. Man kan købe disse i mange størrelser og kvaliteter, men min erfaring er klart at det bedst kan betale sig at købe de virkelig gode pensler. Jeg har derfor købt natur-hårs pensler (oftest mår-hårspensler) i størrelser fra 00 op til 4. De største er gode til at dække store områder hurtigt, eller hvis man skal have gennemvædet et område med sværte. De mindre anvender jeg til at farve kanterne af mønstrene, og de helt små bruges til alle de fine detaljer. Penslerne er lette at rengøre i sprit.

     Da narvsværten er meget tyndtflydende, trækker den ud i det omkringliggende læder, og for at undgå at farven pludseligt trækker meget længere end man har planlagt, skal der være forholdsvis lidt sværte på penslen – og så må man give skeden mange tynde lag sværte. Det er ligeledes en klar fordel at starte med de lyse farver, da de mørke altid kan dække de lyse. Man arbejder sig således op fra de lyseste områder, og slutter af med de helt mørke.

     Jeg har også prøvet at bruge refill penne til narvsværte, og det giver nogle gode muligheder for at styre farven – men det er umuligt at tilføre store mængder sværte med denne metode. Man kan også bruge vatpinde, men de er udpræget upræcise, og kan derfor ikke bruges på pautede mønstre i flere farver.

     Narvsværte kan bruges på mange måder. Det er for eksempel muligt at blande de forskellige farver i samme serie, og på den måde opnå netop den nuance man har brug for – husk blot at den endelige farve først kommer frem når læderet har fået læderfedt (farven bliver mørkere efter behandling med fedt). Man kan også fortynde farverne, så man opnår en delvist transparent virkning, men dette ændrer ofte grundfarven lidt (for eksempel bliver den ekstra sorte nærmest lidt blå i fortyndet form).

For tiden arbejder jeg meget med glidende overgange mellem de forskellige nuancer, da jeg synes dette giver en rigtig god virkning. Jeg laver glidende overgange ved at starte med at farve hele skeden i den lyse nuance (for eksempel tan), og så starte med en rødbrun i et område jeg vil have mørkere. Efterhånden som farven i penslen bliver brugt, begynder jeg at trække den mørkere farve ind mod det område jeg vil holde lys.

Næste trin er så at bruge den mørkebrune på samme måde, og endelig slutte af med den ekstra sorte. Det er meget vigtigt at penslen er næsten helt tør til dette arbejde, så jeg tørrer ofte overskudsfarve af i en klud, eller nøjes med at tage farve fra indersiden af flasken. Når hele skeden har været gennemvædet med en farve, virker det som om den tager mindre imod de efterfølgende farver, så man kan faktisk godt lave en meget mørkebrun farve ved at farve et rødbrunt område med et tyndt lag af den ekstra sorte narvsværte – men pas på ikke at tilføre for meget sværte !

Her ses endnu et eksempel på glidende overgange i den brune farveskala, hvor selve mønsteret har relativt skarpe kanter, og overgangene kun er lavet i det område, hvor mønsteret gradvist afsluttes.

     Hvis man ønsker en lidt mere ”levende” farvning af skeden, kan man bruge forskellige metoder til at give ujævn farvning. Dette kan blandt andet gøres med små stykker af en svamp, som duppes på skeden, og dermed giver et spættet mønster.

Jeg har selv prøvet med en ”sprøjtemetode”, hvor man tager narvsværte på en pensel, og efterfølgende slår den mod en finger, så det sprøjter på skeden. Det giver et sjovt plettet mønster – men det griser helt fantastisk, så husk at dække grundigt af omkring skeden, og tag handsker og beskidt tøj på. Hvis man har valgt at bruge et stykke skæftetræ med et karakteristisk mønster, kan man også forsøge at male et tilsvarende mønster på skeden. Hvis man rammer farverne, er det overraskende let at få en god virkning ved at kigge efter mønsteret på skæftet, og kopierer så godt man kan (husk blot igen at starte med den lyse farve, og dække dele af denne med en mørkere).

Endelig vil jeg nævne at det virker godt at bruge en slags skyggevirkning, for eksempel i overgangen mellem skæftet og klingen, så man farver denne del af skeden i en lidt mørkere nuance. Det kan fremhæve knivens struktur og den tredimensionelle virkning.

Når jeg er færdig med at farve skeden og ophænget, skal efterbehandlingen laves. Selv om jeg næsten altid bruger rårandslæder, som bliver meget stift efter tørring, synes jeg stadig det er godt at få stivet skeden endnu mere af. Derfor bruger jeg en indvendig behandling med læderhærder, som jeg påfører med en vatpind. Når jeg sætter vatpinden fast i et lille rør, kan jeg uden vanskeligheder nå helt ned i bunden af skeden – og vatpinden smider man bare ud, så man slipper for at rense pensler eller andet. Efter første behandling lader jeg hærderen tørre et døgn, og sliber så skeden indvendigt med sandpapir på en tynd pind, hvorefter den får et lag mere. Derved bliver skeden godt hård, og holder sin facon meget længe, selv efter at have været våd. Læderhærderen har også den store fordel at den lukker kødsiden på læderet, så eventuelle farver ikke smitter så meget af, og garvesyren i læderet ikke korroderer kniven.

På bagsiden af ophænget bruger jeg ”farveløs kantfarve”. Jeg ved ikke helt hvad det består af, men det giver en dejlig fast overflade, hvor eventuelle trevler bindes fast. Ydermere stiver det læderet, så det bedre holder formen – alt sammen uden at give den blanke overfalde som læderhærderen har tendens til. Denne behandling kan også med fordel bruges på kanten af skeden med sidesyning, men det er en anden historie.

Sidste punkt er behandling med læderfedt. Jeg foretrækker en behandling som er let at vedligeholde, så derfor afholder jeg mig fra diverse poleringer og lignende, og lever med en lidt mere mat overfalde. Jeg giver skeden fedt over det hele, og lader det trække godt ind det næste døgn, hvorefter det overskydende fedt fjernes med en blød klud. Derefter kan overfladen laves rimelig blank ved at polere med en tør klud, og er let at vedligeholde for knivens ejer.

     Hermed er jeg nået til afslutningen på denne lille serie, hvor jeg har beskrevet hvordan jeg laver en skede med syning bagpå. Som sagt er der mange andre metoder man kan bruge, men jeg håber alligevel der har været lidt inspiration at hente undervejs i detaljerne eller rækkefølgen af processerne.

Jens Rahbek, juni 2006

Hvis du er kommet ind på denne side gennem et direkte link, TRYK HER