Smeden Thomas Nørgaard, Hyllested Skovgårde på Djursland, er ikke alene en smed, som har mange jern i ilden, og som smeder, mens jernet er varmt. Han er så sandelig også en smed, der kan mere end sit fadervor. Thomas Nørgaard er en ildsjæl, der farer omkring - både i tid, sted og i tale. Han kan tie stille, men får han talt sig varm, så blomstrer hans sprog, og han er svær at stoppe. Han er håndværker og intellektuel på samme tid. Der er helt klart overensstemmelse imellem, hvad han siger, og hvad han gør. Han har visioner, kæpheste og hjertesager. Han lader sig provokere, og han provokerer selv, men han er ikke uden humoristisk sans. Han er et levende menneske, der kæmper for det gamle håndværks beståen, og det på et højt fagligt niveau og med stor historisk bevidsthed.

Det sidste ikke mindst skærpet gennem hans mangeårige samarbejde med historiske museer her og i udlandet. hvor han ud over at smede kopier og rekonstruktioner af arkæologiske fund og medvirke ved udgravninger også stiller op med ambolt og blæsebælg og puster liv i smedens arbejde, som ikke har forandret sig synderligt gennem to tusinde år.

Thomas Nørgaard er et kendt ansigt i de danske husflidskredse. Han var med til at starte Dansk Knivforening, ligesom han er en inspirerende instruktør på bl.a. Den danske Husflidsefterskole i Skjern og på Sløjdhøjskolen i Esbjerg og flere steder i de nordiske lande.

Alt imens han passer sit arbejde ved den gamle bysmedje i Hyllested Skovgårde. For han har mange bestillinger, især på knivblade, og traditionen tro skal han have flere af sine lysestager efter middelalderligt forbillede klar til det årlige julemarked.

Der er en egen ro herinde i mørket i den gamle smedje denne regnfulde dag i oktober. Thomas Nørgaard er trukket i læderforklædet, og på ingen tid har han fået tændt op i den murede es se bagest i det lille stråtækte hus der består af kun ét rum.

Med rolige tag trækker han i blæsebælgen, til stenkullene gløder. På ildens knitren kan han høre, hvornår det er tid at lægge jernet ind. Når også dette gløder, kan han alerte ud fra dets farve se, hvornår han med tangen kan tage det hen til ambolten og med hurtige og præcise slag med den store forhammer forme jernet til netop det, han ønsker.

Frem og tilbage mellem esse og ambolt går det, og i skæret fra gløderne kastes smedens bevægelser som lange, flaksende skygger på det lerstampede gulv og over de kalkede vægge.

Det er, som tiden står stille, og vi er midt i Martin A. Hansens bog "Jonatans rejse" om smeden Jonatan, som Thomas Nørgaard fortæller så levende og indtrængende om imens. Han er meget optaget af dette forfatterskab.

Man fornemmer også alle de andre gode - og saftige historier, der i tidens løb er blevet fortalt herinde i det trange rum omkring den lune esse. Smedjen har altid været mændenes sted. Her havde kvinder intet at gøre, og det giver sig også udtryk i de benævnelser, der den dag i dag hænger fast ved de redskaber, som smeden benytter sig af.

Gå til toppen af siden

l det hele taget var den gamle bysmedje et meget centralt sted i landsbyens liv. En smedje som denne i Hyllested Skovgårde ligger på umatrikuleret jord, hvilket viser, at smedjen var ejet af bønderne i fællesskab. Bønderne ansatte smeden og dyrkede smedelodden på skift og forsynede ham med mad og brændevin og alt, hvad der hørte til. Man må huske på, at bønderne dengang ikke kunne foretage sig ret meget, uden at de lige havde været indenom smeden først. For her blev værktøj og våben fremstillet og repareret.

Ildsmeden arbejdede jo i det jern, som dengang var det almindeligste materiale sammen med træ til redskaber, værktøj m.m. Man kunne ikke høste, gå på jagt eller i krig for den sags skyld,. hvis man ikke havde redskaberne i orden. Man kunne heller ikke lave mad, for smeden stod også for gryder og pander, der var lavet af jern, og uden øksen kunne man heller ikke fælde det træ, som skulle skaffe varme eller materialer til det hus eller det skib eller den vogn, som man ville bygge. Og uden sav, hammer og søm, beslag og sko til hesten kom man heller ikke langt. Og hvad kunne man stille op, hvis man ikke var i besiddelse af en god kniv til mange forskellige gøremål?

Gå til toppen af siden

En farlig udvikling

At en smed førhen ikke kunne lave et stykke værktøj, uden at han vidste, hvordan dette skulle bruges, gør sit til, at man udmærket kan hæfte moderne ord som "videnbank" og kulturbærer på Thomas Nørgaard og hans arbejde.

Som smed ligger han inde med en masse informationer, som arkæologer og andre museumsfolk kan trække på, og som han så flittigt øser af ved sine mange kurser, for han føler sig næsten forpligtiget til på den måde at være med til at bringe smedens ældgamle håndværk videre, - dette håndværk, som er næsten uforandret gennem 2500 år.

- Kun én skelsættende fornyelse er der sket, nemlig opfindelsen af gevindet i den tidlige middelalder, så man kunne spænde jernet fast i en skruetvinge, fortæller Thomas Nørgaard. Han viser de harpunspidser og såkaldte piglystre i jern sat på et langt træskaft, som han har set lavet i dette århundrede til fiskerne og smedet efter, og som han har fundet magen til i jernalderudgravningerne ved Sebbersund.

Thomas Nørgaard forklarer videre, at det gode håndværk fik sit første skud for boven i slutningen af vikingetiden, da købmændene kom med deres krav om en ensartet vare. Denne linje førte industrisamfundet videre i takt med, at menneskers liv og behov forandrede sig, så mange af de gamle håndværk sygnede hen eller er helt forsvundet.

- Det er farligt, når et håndværk er på for få hænder, som det er tilfældet i dag. Nok er jeg i en vis grad kulturbærer, jeg er også normgiver, så det, jeg lærer fra mig, danner skole. Det, jeg har sagt i Vestjylland den ene uge, hører jeg gentaget i Nordjylland den næste, siger han og ærgrer sig over, at faget på den måde bevares og udvikles for ensidigt.

Han fortæller videre, at lige siden jernalderen er ideer, design, produktion og salg inden for et håndværk udgået fra samme sted, forstået på den måde, at håndværkeren var sin egen designer, og der var en nær kontakt mellem den, der fremstillede en vare, og den, der købte og brugte den.

- l dag er design blevet et fag i sig selv. Det ser jeg som en farlig udvikling, for der er ingen faglærte håndværkere, der gider være med, hvis ikke de har indflydelse på udformning og kvalitet. I den industrielle produktion har designere og ingeniører overtaget det, som var rødderne i vores håndværk, og en håndværker er blevet en fordyrende faktor i produktionen, forklarer Thomas Nørgaard, der selv har en klar forventning om, at uddannelse skal udmønte sig i interessant arbejde snarere end i en høj løn.

- Hvis der i dag laves et bedre produkt, er det ikke, fordi håndværkeren er blevet bedre, men fordi maskinen er blevet det. Fantasien når ikke længere end til det, maskinen formår, eller computeren er indstillet til. - Alting skal laves billigere og billigere, for alle skal have råd til alt, så det går ud over kvaliteten, og vi må nøjes med industrikvalitet, som ingen har glæde af at lave. - Det skal fanerne være interessant at være håndværker, ligesom det skal være sjovt at være f.eks. lærer. Vi må tilbage til, at håndværkeren også skal være designer, siger Thomas Nørgaard. Han fremhæver den danske møbelindustri, hvor det håndværksmæssige islæt er vægtet i den industrielle produktion.

Gå til toppen af siden

Nye udspil om gamle håndværk

Thomas Nørgaard følger nøje med i de udspil, der kommer fra kulturminister Ebbe Lundgaard og andre om at bevare de gamle håndværk. Han er bange for, at det hele ender i en masse romantik, hvis ikke håndværkerne selv trækkes med ind og tages alvorligt. Men der skal mere end økonomisk overskud til at sætte ord på håndværket, så det kan forelægges "på en selv for en akademiker forståelig måde", som Thomas Nørgaard udtrykker det, "for hvad fanden kan en akademiker vide om det håndværk, jeg har beskæftiget mig med, siden jeg var 15 år.,,

- Problemet er, at vi ikke mere har en velhavende overklasse og en fagligt dygtig underklasse, som gennem gensidig afhængighed bar håndværket videre. l dag må staten træde til. Jeg tror ikke en døjt på, at min fagforening. Dansk Metal eller Arbejdsgiverforeningen for den sags skyld er interesseret i at bevare mit håndværk.

Nej, jeg tror, at det gode håndværk overlever bedst inden for Dansk Husflid, sådan som tingene ser ud i dag, siger han og fremhæver, at Dansk Husflidsselskab er en god, dansk, folkelig forening, der kan rumme så meget. Han tilføjer, at så gør det ikke noget, at Dansk Knivforening netop har meldt sig ud, for smedehåndværk er mange ting.

- Jeg ser frem til, at smedefaget udøves meget bredere end blot i en knivforening eller i f.eks. en økseforening, siger han.

Gå til toppen af siden

Uden historie ingen identitet

Man skal ikke have været ret længe sammen med Thomas Nørgaard for at fornemme, at han er på stikkerne. Han er vidende, og han udtaler sig bramfrit om dette og hint. Af hans ting kan man se, at han er en suveræn håndværker.

Mon hans styrke er den, at han kender sin plads i historien? Efter hans mening er det vigtigt at beskæftige sig med historie, for i historien ligger vores identitet både som enkeltpersoner og som nation. Hvis man ikke ved hvor man kommer fra, kan man ikke stikke sin kurs, siger han, der altid får det historiske aspekt med i sin undervisning foruden det æstetiske, som han også lægger meget vægt på.

Thomas Nørgaard kan finde på at læse op af de islandske sagaer, når han lærer andre at smede. Han finder et udstillingskatalog over Gustav Holm-samlingen frem. Det indeholder genstande samlet i Grønland under konebådsekspeditionen til Ammasalik 1883-1885. Her ser man mennesket som kunstner selv i de mest almindelige brugsting, der er vist. l et stykke drivtømmer og i en stump metal har en grønlandsk fanger udtrykt sig kunstnerisk. Det er vigtigt for Thomas Nørgaard at formidle disse ting.

Han har hån til overs for megen af den kunst, der laves i dag af tandpasta og popkorn, som han kalder det.

Han citerer Robert Storm Petersen for at sige, at "Der er den forskel på kunst og håndværk, at man skal være sagkyndig for at kunne vurdere et håndværk".

Han er på vagt over for kulturelt pop og plattenslageri, også når det gælder museumsarbejde. Han er ikke den, der iklæder sig hessian og lefler for publikum, når han udøver sit håndværk ved f.eks. middelalderfestivaler som den i Horsens i september. Eller ved ringborgen Fyrkat i børnenes efterårsferie.

Han står fast ved sin faglige kunnen og vil seriøst give folk oplevelsen af et gammelt håndværk med hjem, selv, om han fornemmer, at publikum i dag mange gang ikke er i besiddelse af den fornødne tålmodighed.

Gå til toppen af siden

Kun en bette smed

Det irriterer ham, at han, som den bette smed, han er, altid må tænke i kommercielle baner. Og guderne skal vide, at han har travlt.

Havde han dog bare været en anerkendt kunsthåndværker, så kunne han søge økonomisk støtte til at realisere nogle af de ideer, han tumler med og få den arbejdsro, han drømmer om.

Han ville kaste sig over arbejdet med et skrig, hvis han fik mulighed for at vise, hvordan flere af de rustne ting, som arkæologeme finder i jorden, så ud, da de var nye. Han kunne tænke sig at lave en samlet fremstilling af jernalderens mands- og kvindeknive i vort kulturområde rækkende helt over til Balticum. For knive har vi altid haft, og knive bruger vi stadigvæk. Så vi e være meget relevant ikke mindst i disse år, hvor knivmageriet breder sig.

Eller tænk om han kunne fuldende sit arbejde med at gå smedene efter fra Djurslands jernalder.

Han kan kende den ene smed fra den anden på de 2000 årige arkæologiske fund herfra. Af egen drift har han gensmedet nogle af fundene, og disse eksempler bruger han i sin undervisning.

Fra sin læderkuffert på gulvet lægger han en udstilling op af de jernredskaber og - knive, som han har fremstillet med forbillede mange steder fra.

Særlig smuk er en middelalderkniv med mønstersvej sning og med blodrille i knivbladet, som er svejset i syv lag i jern og stål efter bolchekogemes princip. Ved en ætsning bagefter er jernlaget forblevet sort, og stållaget fremtræder lysegråt. Det er ypperligt håndværk. Så er der den lille kniv, der ender i en krog i stedet for et skaft, så den kan hænge i en snor om halsen. Det er forunderligt at tænke på, at denne kniv var en uundværlig del af en kvindes tilbehør for små to tusinde år siden.

Af andre typer knive, der falder i øjnene, er kniven med hovrenser i den ene halvdel af bladet og med kniv i den anden halvdel omkring en akse, så de to dele kan drejes om hinanden ind i skaftet alt efter hvilken del, man har brug for. Efter forbillede i en afghansk rytterkniv.

Denne type kniv fandt Thomas Nørgaard frem til, da han i en periode var tilknyttet et lokalt asylcenter i håb om at kunne få de fremmede i gang med deres eget håndværk. Men det var nu ingen succes.

Gå til toppen af siden

Smeden og kvinderne

Efter Thomas Nørgaards mening kommer en håndværker først op i sværvægtsklassen, når vedkommende har arbejdet med sit håndværk i 25 til 30 år. Han har ikke meget til overs for det, han kalder vinkelslibersløjd. Han møder mange kursus-freaks, der tror, at man kan blive mestersmed på en weekend. De fatter ikke den tid, det tager.

- Det tager ikke så lang tid at blive smed som at blive dr. phil., siger han og langer ud efter akademikerne, som han mener har for meget magt i det her samfund. Ligesom kvinderne har det.

- Nogen skal sige det. Vi kører mod en social katastrofe, hvis ikke vi får bremset de kvinder, der skal ud at gøre karriere overalt. Det går ud over de traditionelle mandefag og det faglige niveau. Og det går ud over de stakkels drenge, som vi intet har at tilbyde, og som i al for høj grad er omgivet af kvinder. - Alt for mange gode drenge ryger af i svinget. Hvis ikke de dyrker idræt, hvad har vi så, der er attraktivt for en dreng, der har svært ved at sidde stille og være spærret inde i en skoleklasse. Nok er vi mænd måske ikke så psykisk stærke, men fysisk er vi stærkere end kvinderne. Det er ikke godt, at så stor en procent af drenge i dag er behandlingskrævende, siger Thomas Nørgaard, der vil vove den påstand, at han vil kunne lave 9. og l 0. skoleår, der er noget for drenge ved at køre husflid, håndværk og naturfag sammen med de boglige fag. - Se nu på min datter. Hun er uddannet styrmand, fortsætter han ikke uden en vis stolthed. For 50 år siden ville hun ikke have kunnet magte det hårde fysiske arbejde, der dengang var forbundet med dette job. Det er industrisamfundets hjælpemidler, der har gjort, at kvinder kan brede sig over i fag som f.eks. smedenes. - Men kvinder kommer sjældent op i sværvægtsklassen, for når de har født børn, så skal de amme, og når de er klar igen, kommer de i overgangsalderen og får knogleskørhed, provokerer han videre, så kvinderne når aldrig længere fagligt end til at præstere "industriarbejde" eller til at blive akademikere, og så har vi miseren, for der far de magt, siger han og peger på, at bl.a. tandlæge- og lægestudiet, de teologiske og juridiske studier er rene pigeskoler.

Drenge synes i højere grad end piger at have anlæg for handel og ny teknologi. Sidder man med informationerne, så sidder man med magten. Fremtiden tilhører computerne og de, der kan betjene dem. Her tror jeg, at drengene har en chance.

Medens Thomas Nørgaard uddyber disse ting, har han tegnet en tidslinje på et stykke papir for at vise, at op gennem historien har det taget kvinderne 500 til 600 år at nå toppen i samfundet.

Som det var tilfældet i begyndelsen af vikingetiden, hvor vi har de store kvindegrave som bevis på kvindernes magt, og som vi ser det under Margrethe den Første og i slutningen af den katolske periode i Danmark. Krige, hvor mænd var mænd, og hekseforfølgelserne gjorde sit til at svække kvindernes magt igen. l dag under Margrethe den Anden topper kvinderne på ny og markerer sig i alle forhold.

Thomas Nørgaard kan slet ikke lade være at sætte tingene i en historisk sammenhæng. Han slipper emnet og taler om sin datter og hendes familie, der bor i det stråtækte bindingsværkshus ved siden af. Det er egentlig hans hus, men han er rykket ud og har lejet sig ind i stuehuset til nabogården i den landlige idyl, som Hyllested Skovgårde er.

Han tænker meget på, om hans barnebarn nu igen i år ønsker sig guldlaksko til sin fødselsdag. For så må han en tur til Aarhus. Thomas Nørgaard slutter beskedent: - Der er mange, der synes, at jeg er højrøvet. Men jeg kan love dig for, at når jeg står ovre i smedjen, så er jeg ydmyg.