GRØNLANDSKE KNIVE

Grønlandske knive er et lidt upåagtet område skønt der også her er inspiration at hente for nutidens knivmagere.

Knivene kan deles op i kvinde- og mandsknive, den bedst kendte af de to er uden tvivl kvindekniven -Ulu'en.

Vigtige redskaber

De vigtigste redskaber for inuit har i historiens løb uden tvivl været kniven og nålen. Kniven til at flænse fangstdyrene og behandle skindene og nålen til at sy dragter og fodtøj, der kunne modstå de ekstreme klimaforhold som inuit levede og lever under.

Redskaberne var fremstillet af sten for knivbladenes vedkommende, og tilfilede bensplinter blev til nåle.

Metal og metalredskaber var derfor blandt de mest eftertragtede handelsvarer ved den første kontakt med europæerne.

ULU - Kvindekniven

Ulu'en den halvmåneformede kniv er et eksempel på et redskab, hvis funktion har dikteret formen og som derfor er "opfundet" flere, af hinanden uafhængige, steder i verden.

Den kendes i hele det eskimoiske område og der er heller ikke megen forskel på skindskrabere af flint fra Danmarks stenalder og på de første ulu'er eller forgængere herfor, i Grønland.

Et tilhugget stenstykke uden håndtag,- formodentlig har man dog brugt en skindlap til at holde på stenen og til at beskytte fingrene.

Senere blev der på "bladet"s overside fæstnet et ben- eller træstykke til håndtag.

Formentlig udfra et ønske om at have en bedre kontrol med redskabet har det efterhånden udviklet sig til, at der mellem bladet og håndtaget er fremkommet en stilk, der forlænger afstanden fra grebet til æggen.

Ulu'en er stadig at finde i stort set ethvert grønlandsk hjem, hvor den bruges som et universalredskab, udover den oprindelige funktion, nemlig flænsning og partering af fangstdyr og skrabning af skindene. Den bruges blandt andet i forbindelse med fremstilling af de fine farvede skindbroderier - avittat - ses på nationaldragter, tasker m.v., hvor bittesmå farvede skindstrimler skæres ud og sys i indviklede geometriske mønstre.

Udformningen af stilk, blad og håndtag har i Grønland udviklet sig forskelligt, således at man kan skelne mellem tre typer, den vestgrønlandske type, Thule- eller den polareskimoiske type og endelig den østgrønlandske ulu, eller sakkeq om den kaldes på østgrønlandsk.

Oprindeligt blev ulubladene i hele Grønland filet ud af et stykke metal, et kasseret savblad eller en gammel skovl. Det er for så vidt stadig fremgangsmåden i Thule og Østgrønland, kun i Vestgrønland har der været adgang til fabriksfremstillede ulublade og disse kan stadig købes i enhver KNI (Grønlands Handel)-butik for en 40-50 kr. De forsynes med et håndtag af træ, ben, tand eller rensdyrhorn, slibes og er brugsklare. Håndtagene er kun sjældent særligt dekorerede og dette oftest hvis de er til salg som souvenirs. Prisen for en souvenir-ulu ligger fra 200-450, afhængig af materiale og udformning og kan købes overalt i Grønland. Der har mig bekendt ikke været fremstillet fabriksfremstillede, brugsklare ulu'er i Grønland således som de findes i Alaska og Canada.

Vestgrønlandsk ulu

Vestgrønland var det område, der tidligst fik permanent kontakt med europæerne, og blandt handelsvarerne kom fabriks-fremstillede ulu-blade, hvilket her har fastholdt formen som en spids oval, med en enkelt stilk hvorpå håndtaget er fæstnet.

Håndtaget kan som tidligere nævnt være af alle materialer fra hvalrostand til plastic, det er en praktisk brugsgenstand, der kan ses i funktion på de lokale skindsystuer eller ved sælflænsning.

Thule Ulu

Den polareskimoiske ulu eller Thule-ulu'en er mere buet eller har stort set samme buede form i bladet som den vestgrønlandske model, men stilken, der ofte er af messing, deler sig i to fra håndtaget ned mod bladet, hvor det er pånittet. Skaftet er her oftest af narhval- eller hvalrostand.

Østgrønlandsk ulu eller sakkeq.

Den østgrønlandske ulu er væsentlig anderledes end de to førnævnte typer, bladet er mindre buet og mere firkantet i formen. Fra håndtaget, der både kan være lige eller kraftigt buet fører to ben ned til bladet, hvor de er nittede på. Håndtag og ben kan være af træ eller tand helt igennem.

Som tidligere nævnt har den grønlandske ulu ikke været fremstillet i en fabrikslavet udgave, men Elgkniven v. Niels Schmidt i Danmark har fremstillet standardiserede ulu'er, som jeg har haft lejlighed til at prøve. Desværre dog ikke efter deres oprindelige formål nemlig sælflænsning, men jeg ved de også her fungerer fint. -De fungerer også fint til mange formål i almindelig husholdning ( persillehakker og til hakkede mandler m.v.) og til udskæring af grønlandske delikatesser som tørret kød, mattak (hvalhud) m.m. og er uden tvivl også velegnede til flænsning og skindbehandling.

De findes såvidt jeg er orienteret i flere forskellige størrelser og også i en Østgrønlandsk version,- alle er udført med en høj finish, og de er meget skarpe.

Typemæssigt er der her tale om en blanding af den vestgrønlandsk ulu og thuletypen, omend den måske ligger den sidste nærmest, idet der er tale om et kraftigt buet blad, dog kun med en stilk, der er pånittet bladet. Skaftet eller håndtaget af fremstillet af olieret birkeknude, pånittet stilken.

Jeg kender ikke prisniveauet, men det er en god, kraftig og brugbar ulu, der sikkert vil kunne anvendes bredt i Grønland, selvom der er en lang og udbredt tradition for et fremstille dette redskab selv.

Mandens knive

Mandsknive i Grønland kan opdeles i to typer - fangstknive og snitteknive.

Gamle knive i høj kvalitet

Bortset fra enkelte souvenirknive i ofte meget høj kvalitet er der ikke nogen nutidig tradition for knivfremstilling i Grønland, idet man fra tidlig tid blev velforsynede med fabriksfremstillede knive, der dækkede næsten ethvert behov. Det er lidt ærgerligt, at denne tradition er næsten uddød når man tænker på den dygtighed hvormed der iøvrigt fremstilles husflid og kunsthåndværk i Grønland. Det skal dog nævnes at der til personlig brug fremstilles mindre snitteknive og specialværktøj til fremstilling af kunsthåndværk.

Historiske knive

Men går man lidt tilbage i historien finder man fine knive, ofte er de præget af manglen på jern og den manglende tradition for at smede eller på anden måde behandle metal. Tidligere kunne fangstknivens blad også være af for eksempel narhvaltand, idet dette materiale i spidset og skarpslebet stand absolut er kraftigt nok til at aflive en harpuneret sæl.

For den der trænger til ny inspiration i knivfremstillingen vil der være mange ideer at hente ved at studere grønlandsk knivfremstilling, eller måske rettere knivskaft-fremstilling.

Skafterne er traditionelt af ben eller træ i et stykke eller lagdelte som man ser det på samiske knive.

Dekoration

Dekorationen er enten indridsede prik- og stregmønstre, der herefter er farvede, eller det kan være pånittede bendupper eller figurer, der udover den dekorative effekt giver et godt greb, i en våd, kold eller spækfedtet hånd.

Fra Østgrønland, der har en særlig fornem tradition for udskæringer og tradition, er knivene meget ofte med pånittede figurer forestilledne fangstdyr eller åndevæsener.

Skaftets afslutning er ofte udført som den stiliserede sælbagkrop. Endvidere er der på bagenden af fangstknivene en tvedelt strop af kraftigt sælskind med benperler eller små figurer på, hvis funktion er, at man kan trække den ud med fingrene fra dens fastgørelse under kajakkens remme, for hurtigt at kunne aflive et harpuneret fangstdyr.

Skeden

Skeden er sædvanligvis snarere en form for smukt forarbejdet hylster eller futteral end en skede i almindelig knivsammenhæng. Sædvanligvis fremstilles denne form for skede i sælskind med eller uden hår og derpå er syet broderi af mindre stykker skind i en anden nuance eller farve i et geometrisk mønster. Der er altså snarere tale om et opbevaringshylster, da knivene ikke blev båret på samme måde, som der f.eks. er tradition for i Skandinavien. Snitteknive lå hjemme blandt værktøjet og fangstkniven sad fast under kajakremmene, hvor den som tidligere nævnt nemt kunne trækkes ud med sælskindsstroppen.

Kopi af gammel kniv

I skrivende stund arbejder man på Grønlands Nationalmuseum i Nuuk på at få fremstillet en kopi af en af disse gamle knive, hvor skaftafslutningen er den stiliserede sælbagkrop. Denne kniv var i sin oprindelige form forsynet med skifer-blad. Det er tanken at sælge den som souvenir.

Den nye version vil dog have stålblad og være forsynet med en skede af mere moderne tilsnit. Man kan så håbe at dette vil inspirere andre til at tage fat på en grønlandsk knivproduktion.

Lidt litteratur

Såfremt nogen skulle få lyst til at se nærmere på ulu'er og gamle grønlandske knive, kan anbefales et besøg på Nationalmuseet i København der har en fin og spændende grønlandssamling.

Herudover kan ethvert bibliotek skaffe bøgerne: Gustav Holm Samlingen ISBN 87 585 0655 -1, udgivet af Grønlands Landsmuseum, Nationalmuseet og Grønlands Hjemmestyre eller Bodil Kaalunds bog Grønlands Kunst, ISBN 87 01 07304-4 udgivet på Gyldendal. I begge værker er mange fotos og megen inspiration at hente.

God fornøjelse!

Ole G. Jensen

Museumsleder

Ammassalik

Kvindekniv - ulu - fra Thuleområdet.

Østgrønlansk kvindekniv - sakkeq.

Moderne ulo fremstillet af Niels Schmidt, efter nøje studier af Grønlanske ulu'er.

Øverst tv moderne ulo. Øverst th Østgrønlansk sakkeq.

Nederst tv Vestgrønlandsk type. Nederst th Thule ulu.

Forskellige Grønlanske knive af forskellig alder.