Opmåling af skede med syning bagpå

     I knivbladet har der tidligere været artikler om forskellige arbejdsmetoder, og vi har valgt at lave en serie på 4 artikler om hvordan man kan lave en skede med syning bagpå (også kaldet ”norsk model”). Denne første artikel beskriver en metode til opmåling af en sådan skede. Det er nok en af de discipliner, hvor de enkelte knivmageres metoder varierer mest, så det følgende skal bestemt ikke opfattes som en facitliste – blot en beskrivelse af hvordan jeg løser opgaven. Jeg er selv nået frem til min metode ved at kombinere detaljer fra andres metoder, så min beskrivelse kan forhåbentlig bruges som input til optimering af arbejdsmetoderne for den enkelte knivmager.

     Når jeg skal i gang med en skede, starter jeg altid med at tegne forskellige mulige løsninger. Nogle af de rigtigt gode knivmagere har så stort overblik, at de bare kan gå i gang uden den store forberedelse og stadig få et superflot resultat, men jeg er nødt til at afprøve ideerne på papir, inden jeg begynder at arbejde med læderet.

Jeg starter derfor med at tegne kniven i silhuet 3-4 gange på et stykke A-4 papir, hvorefter jeg ”klæder kniven på” ved at tegne mulige skeder rundt om knivens konturer. På disse tegninger laver jeg også forslag til mønstre på skeden, da disse ofte er med til at bestemme afslutningen øverst på mine skeder, se skitse for illustration. Meget ofte oplever jeg at en ny ide skal modnes, og efter en del justeringer og rettelser kommer der så måske noget brugbart frem.

Næste skridt er at gøre kniven klar til læderarbejdet. Jeg bruger altid kniven som læst for skeden, og da jeg arbejder i vådt læder, skal kniven altså pakkes helt vandtæt ind. Jeg foretrækker at der er lidt luft omkring selve klingen i den færdige skede, så derfor starter jeg med at skære noget karton til, så det passer meget præcist med klingen – og det lægges så på hver side af klingen og holdes fast med almindeligt tyndt tape.

     Inden jeg sætter kartonen på plads tørrer jeg klingen over med lidt våbenolie for at sikre den bedst muligt mod fugtangreb.

Spidsen af klingen er lidt svær at pakke helt vandtæt ind, så der bruger jeg et stykke brunt pakketape, som går helt ud foran spidsen på klingen. Denne type tape fylder meget lidt, så derfor kan man uden problemer sikre sig at det er helt tæt ved at folde det tilbage.
På resten af kniven vil jeg gerne have et lidt tykkere lag, så skeden ender med at være lidt for stor til kniven. Dette skyldes at læderet trækker sig lidt sammen når det farves og behandles med læderhærder, og det skal der være plads til. Derfor bruger jeg til resten af kniven almindeligt isoleringstape, som lægges med halvt overlæg, se billede. Dette giver dobbelt tykkelse på hele kniven, effektiv sikring mod huller i laget, samt et tape-lag uden store kanter og overgange.
Når kniven således er pakket godt ind, kan selve opmålingen begynde. Jeg bruger altid en lille læderrem skåret af det samme læder som jeg vil bruge til skeden, så jeg er helt sikker på at tykkelsen passer. Jeg måler med læderremmen omkredsen mange steder op over kniven; jeg starter altid lige ved overgangen mellem skæfte og klinge, og laver en ny omkredsmåling for hver 2 cm op over skæftet.
 Derefter måler jeg omkredsen 2 steder på klingen, og alle disse mål overføres til den skabelon, som skal bruges til at skære læderet ud efter, se tegning af en skabelon. Under spidsen af klingen lader jeg skeden gå yderligere ca.½-1 cm. ned, og afslutter med den afslutning jeg har valgt. Da læderet skal tyndes på den del som dækker klingen, anvender jeg stramt mål på denne del. På skæftedelen afsætter jeg de stramme mål, men lægger ca.1mm til i hver side på den endelige skabelon. Disse mål er meget afhængige af hvordan man skærer sit læder ud, så det skal næsten helt sikkert justeres efter arbejdsmetoder senere i forløbet – 1mm tillæg er altså kun et forslag at starte ud fra.

     Da denne type skede syes med kanterne af læderstykket direkte mod hinanden, er det altså bydende nødvendigt at de 2 sider af skabelonen er helt præcist lige lange. Dette sikres ved at folde skabelonen på midten, og klippe begge sider samtidigt. Så bliver skabelonen også helt symmetrisk.

Til sidst skal overkanten formes, og her er det vigtigt at have et godt billede af hvordan den endelige skede skal se ud (tegningen nævnt ovenfor). Umiddelbart vil man placere midten af tegningen på midten af skabelonen, men det vil betyde at syningen kommer til at ligge lige midt bagpå. Dette kan være et ønske til nogle skeder, men jeg mener ophænget bliver unødvendigt svagt ved denne løsning – det skal nemlig deles i 2 lige inden det går ned i skeden. Derfor foretrækker jeg en løsning hvor syningen flyttes til den ene side, og jeg lægger den altid længst muligt væk fra skæret på klingen, dvs. over mod ryggen af kniven. Dermed er der ingen forstyrrende syning i området hvor ophænget senere skal monteres, og man kan lade være med at dele ophænget, se billedet af dette. Når syningen placeres asymmetrisk, skal midten af tegningen placeres lidt til højre på skabelonen.
  Derpå overføres forsidens overkant fra tegningen til skabelonen, og man tegner forløbet på bagsiden af skeden på fri hånd. Dette skal gøres meget omhyggeligt, så man sikrer sig at de 2 sider af læderstykket er helt lige lange; så jeg tegner ud til den ene side, klipper et lille hak i den foldede skabelon, og tegner den anden side færdig så den passer med hakket i den anden side af skabelonen, se tegning/billede.
Så klippes skabelonen færdig, og man skal huske at notere hvilken side der er forsiden ! Da skabelonen nu er asymmetrisk, kan det give nogle sjove overraskelser hvis man får spejlvendt den……
Så er man klar til at finde sit læder frem. Jeg anvender altid valklæder med rårand af den type som kaldes spansk eller fransk, da denne type er forholdsvis blød og medgørlig i betragtning af at det er rårandslæder. Rårandslæderet udvider sig en del når det bliver vådt, og trækker sig sammen igen under tørring. Hvor meget, og i hvilke retninger, er lidt uforudsigeligt, da læder jo er et naturligt, inhomogent materiale. Derfor vælger jeg altid at overføre skabelonen til det tørre læder med en vandfast tusch, og først derefter lægge læderet i vand. Jeg har dermed godt styr på hvor stort læderstykket er efter tørring – dog kan det godt trække sig mere sammen efter tørring end det udvider sig i våd tilstand, så det kan desværre stadig nå at drille en del.

     Hermed har vi nu fået målt op til en skede, og er klar til at skære læderet ud og sy skeden, videre til næste del af processen.

 

Hvis du er kommet ind på denne side gennem et direkte link, TRYK HER