Formning og pauting

     Vi er nu nået til montering af ophænget.  

Jeg starter med at udskære en læderstrimmel som har samme bredde som min D-ring har indvendigt, og der klippes huller i strimlen, og den slidses op som vist på billedet. Derpå lægges læderstrimlen i vand, så den er blød og nem at forme under montagen.

I selve skeden klippes huller som vist på billedet. Afstanden mellem de 2 øverste huller på skeden skal være nogenlunde ligesom bredden på ophængsstrimlen, og mellem disse 2 huller skæres læderet væk, så der opstår en rille.

Selve monteringen foregår ved at flette enderne af ophængs læderet ind i skeden (se billede), så man helt kan undgå lim, syning eller nitter. Når ophænget er monteret, sættes kniven igen i skeden så man kan justere det hele på plads.

Første punkt er altid at strække læderet på ydersiden op mod overkanten, så det næsten helt naturligt falder ind mod skæftet. Jeg retter også syningen en ekstra gang eller 2, og får den placeret rigtigt bagpå, så ophænget sidder i midten. Når alt dette ser OK ud, starter jeg med at forme skeden til kniven ved at presse med fingrene, dreje spidsen på plads, og bukke overkanten ind.

Dette fortsættes med pautejern eller glittepind, så skeden sidder pænt. Til denne del må læderet gerne være meget fugtigt, så det er nemt at forme skeden – men det må ikke være drivende vådt, fordi plaskvådt læder så at sige ”kravler tilbage” hvor det kom fra, og det er meget vanskeligt at få det til at holde formen.

     Derefter er det tid til at starte på pautingen, og første skridt er at få overført det valgte mønster. Tidligere tegnede jeg altid på frihånd efter min tegning, men navnlig når der er tale om detaljerede eller komplicerede mønstre, kan dette være meget svært at få pænt. Heldigvis lærte jeg er god metode af Knut Dahl og Jan Arild Jahnsen, hvor man ganske enkelt tager et stykke kraftigt tegnefolie, og tegner den oprindelige tegninger over på. Dette folie lægges så på skeden, og med spidsen af et pautejern, eller en såkaldt kuglepen (nej, ikke de almindelige til at skrive med, men et mønsterjern med en meget lille kugle i spidsen), tegner man så rundt ved alle stregerne. Dermed afsættes en mørk aftegning hvor stregerne skal være, men der kommer ikke folder i narven, som man senere skal kæmpe med at fjerne.

     Når man så skal i gang med det egentlige pautearbejde, skal man tage højde for mange ting. Jeg har flere gange haft fornøjelsen at studere og arbejde sammen med Knut Dahl og Jan Arild Jahnsen, og følgende er for en meget stor del erfaringer og oplevelser jeg har hørt om, eller selv fået, sammen med disse 2 kapaciteter på området.

     Helt overordnet er det godt at have et billede af hvilken rækkefølge de enkelte ting skal laves i. Når man starter, er læderet meget fugtigt, og det er muligt at flytte meget rundt på det. Derfor skal alle de store ting laves i starten, og man kan godt lægge en del kræfter i arbejdet. Man skal dog huske, at så snart man flytter rundt på lædermassen, efterlader man en ujævn overflade på læderet – man kan kalde det et ”minivaskebræt” – og det skal der være mulighed for at glatte ud. Hvis man graduerer sin tryk-kraft på en skala fra 0 til 10, bør man ikke lave mønster med mere end 7-8 på denne skala. Det efterlader kraft 9-10 til at gå endnu længere ned i lædermassen, og glatte ud mens læderet stadig er plastisk. Efterhånden som læderet tørrer mere, bliver det vanskeligere at flytte rundt på lædermassen, men til gengæld holder læderet bedre på formen. Derfor laves yderkonturerne på pautingen i dette ”mellemfugtstadie”, og de små detaljer laves så først når mønsterets hovedlinier er blevet stabile i den sidste fase, hvor læderet er næsten tørt.

     I sagens natur er man mest interesseret i at have narven på læderet fugtig, da det er denne del man bearbejder. Det er i direkte modstrid med tørreprocessen, da fugten i læderet jo fordamper fra overfladen, så netop narven derfor bliver tør først. Der findes imidlertid en god metode til at styre dette, og det er ”posemetoden”. Den baserer sig på at man arbejder med sin pauting indtil den begynder at gøre lidt for stor modstand, og så lægger man skeden i en tæt plastpose i 20-30 minutter. Derved fordeles fugten i hele lædermassen, og det er igen muligt at bearbejde narven i 15-20 minutter. Så tager man igen en tur i posen inden man arbejder videre. På denne måde får man ganske god tid til at arbejde med pautingen, og hvis dette ikke er helt tilstrækkeligt, er det endda muligt at tilføre lidt vand på skeden (f.eks. med en finger dyppet i vand) og dermed ”gå lidt baglæns” i tørreprocessen.

Til selve pautingen kan man købe eller selv lave et utal af pautejern, eller modeller-jern, som de også kaldes. Til det kraftige arbejde i starten af processen er det vigtigt at man bruger forholdsvis runde værktøjer, dels for at reducere ujævnhederne, dels for at undgå at rykke narven i stykker. Det er ligeledes en stor fordel at lade hver paute-bevægelse overlappe den foregående, så overfladen efterlades så jævn som muligt. Når man kommer til at skulle arbejde med konturerne, er det godt at bruge det flade pautejern i midten. Formen giver gode muligheder for at lave bløde kurver, samtidig med at linierne virker sammenhængende uden hakker. Til detaljerne bruger jeg oftest det spidse pautejern, og det er meget vigtigt at få det poleret helt glat og lidt rundt i spidsen, da det i modsat fald nemt ridser narven. I det hele taget skal man bruge megen tid på at fjerne alle kanter, spidser, riller eller andet på pautejernene, så de er helt glatte og runde i formen – det er så utrolig ærgerligt at ødelægge en næsten færdig pauting.

     Når man sidder og arbejder med sin pauting, har man en tendens til at koncentrere sig om detaljerne. Det er helt klart også nødvendigt for at få et virkelig flot resultat, og netop detaljer som skarpe overgange og fine konturer er vigtige i denne sammenhæng. Men selv verdens teknisk flotteste pauting er ikke meget værd, hvis helheden ikke er i orden. Derfor er det vigtigt en gang imellem at holde sit arbejde ud i strakt arm, og se om det virker som det skal. Ofte kan man stadig nå at justere lidt på konturerne, og det er ofte ganske små ting som gør forskellen mellem en god og en imponerende pauting.

Her startes pautingen i det endnu meget våde læder. Der arbejdes som skrevet med det runde pautejern, og der trykkes forholdsvis hårdt. Det er foreløbig kun de store linier som er interessante. Og skeden føles meget blød og "levende" på dette tidspunkt.

Her er pautingen kommet noget længere frem, men læderet kan stadig flyttes ganske meget omkring. Pautingen begynder at tage form, men detaljerne er stadig upræcise og linierne temmelig grove. Kraften reduceres, og der arbejdes meget med at få alle områder glattet efter - specielt der hvor der tidligere blev trykket hårdt med pautejernet.

Det er også i denne "midterfase" man skal huske at sætte sine initialer på skeden

Efterhånden som pautingen begynder at tage form, kan man lade skeden tørre længere tid mellem hver bearbejdning – men det er meget vigtigt for det endelige resultat, at man bliver ved med at trække konturerne op, så de bliver skarpe og flotte. Her er læderet ved at være meget fast, og der er fokus på at rette de væsentlige linier på plads.

    Rårandslæder har som sagt den egenskab, at det krymper under tørring, men det må ikke krympe for meget. Derfor prøver jeg altid at styre tørrehastigheden ved at lægge skeden under en plastpose. Efterhånden som skeden bliver mere og mere tør, kan man løfte siderne af posen, så der kommer mere luft til skeden. På denne måde kan jeg forsinke tørringen, så det alt i alt tager op til 1 uge at tørre skeden. Fordelen ved denne metode er, at syningen ikke åbner sig ret meget, og hvis det alligevel sker, kan man ”lukke den igen” med sin hjemmelavede sømglatter.

I de sidste faser af tørreprocessen kan man sikre sig en meget glat overflade på skeden ved at glitte den grundigt igen og igen. På billedet bruger jeg min hjemmelavede sømglatter, som er lavet af spidsen fra en rensdyrgevir. Det er et både hårdt og ganske glat materiale, og hvis det er poleret grundigt, kan det glitte et stykke læder meget blankt.

Når skeden så er helt tør – og endeligt først når den er HELT tør - kan man trække kniven ud. Da læderet som sagt krymper, kan kniven godt sidde overordentligt godt fast i skeden, specielt hvis man har store tykkelsesforskelle på skæftet. Det kan være umuligt at få kniven ud, men jeg har fundet et godt lille trick til at løse de fleste problemer omkring dette. Jeg tager simpelthen et stykke meget stærkt, tyndt tovværk, og binder det om skæftet. Så vikler jeg tovet rundt om den ene fod, og trækker i skeden med begge hænder. Fordelen ved denne metode er dels at kniven ikke falder så langt når den endelig slipper ud af skeden, dels at jeg kan trække med hele kroppen. Efter jeg er begyndt at bruge denne metode, har jeg ikke været tvunget til at opgive at få en kniv ud af skeden !

     Hermed er man så klar til at farve skeden og slutbehandle den, videre til sidste del af processen.

Hvis du er kommet ind på denne side gennem et direkte link, TRYK HER